← Romans (8/16) → |
1. | Så er der da nu ingen Fordømmelse for dem, som ere i Kristus Jesus. |
2. | Thi Livets Ånds Lov frigjorde mig i Kristus Jesus fra Syndens og Dødens Lov. |
3. | Thi det, som var Loven umuligt, det, hvori den var afmægtig ved Kødet, det gjorde Gud, idet han sendte sin egen Søn i syndigt Køds Lighed og for Syndens Skyld og således domfældte Synden i Kødet, |
4. | for at Lovens Krav skulde opfyldes i os, som ikke vandre efter Kødet, men efter Ånden. |
5. | Thi de, som lade sig lede af Kødet, hige efter det kødelige; men de, som lade sig lede af Ånden, hige efter det åndelige. |
6. | Thi Kødets Higen er Død, men Åndens Higen er Liv og Fred, |
7. | efterdi Kødets Higen er Fjendskab imod Gud, thi det er ikke Guds Lov lydigt, det kan jo ikke heller være det. |
8. | Og de, som ere i Kødet, kunne ikke tækkes Gud. |
9. | I derimod ere ikke i Kødet, men i Ånden, om ellers Guds Ånd bor i eder. Men om nogen ikke har Kristi Ånd, så hører han ham ikke til. |
10. | Men om Kristus er i eder, da er vel Legemet dødt på Grund at Synd, men Ånden er Liv på Grund af Retfærdighed. |
11. | Men om hans Ånd, der oprejste Jesus fra de døde, bor i eder, da skal han, som oprejste Kristus fra de døde, levendegøre også eders dødelige Legemer ved sin Ånd, som bor i eder. |
12. | Altså, Brødre! ere vi ikke Kødets Skyldnere, så at vi skulde leve efter Kødet; |
13. | thi dersom I leve efter Kødet, skulle I dø, men dersom l ved Ånden døde Legemets Gerninger, skulle I leve. |
14. | Thi så mange som drives af Guds Ånd, disse ere Guds Børn. |
15. | I modtoge jo ikke en Trældoms Ånd atter til Frygt, men I modtoge en Sønneudkårelses Ånd, i hvilken vi råbe: Abba, Fader! |
16. | Ånden selv vidner med vor Ånd, at vi ere Guds Børn. |
17. | Men når vi ere Børn, ere vi også Arvinger, Guds Arvinger og Kristi Medarvinger, om ellers vi lide med ham for også at herliggøres med ham. |
18. | Thi jeg holder for, at den nærværende Tids Lidelser ikke ere at regne imod den Herlighed, som skal åbenbares på os. |
19. | Thi Skabningens Forlængsel venter på Guds Børns Åbenbarelse. |
20. | Thi Skabningen blev underlagt Forfængeligheden, ikke med sin Villie, men for hans Skyld, som lagde den derunder, |
21. | med Håb om, at også Skabningen selv skal blive frigjort fra Forkrænkelighedens Trældom til Guds Børns Herligheds Frihed. |
22. | Thi vi vide, at hele Skabningen tilsammen sukker og er tilsammen i Veer indtil nu. |
23. | Dog ikke det alene, men også vi selv, som have Åndens Førstegrøde, også vi sukke ved os selv, idet vi forvente en Sønneudkårelse, vort Legemes Forløsning. |
24. | Thi i Håbet bleve vi frelste. Men et Håb, som ses, er ikke et Håb; thi hvad en ser, hvor kan han tillige håbe det? |
25. | Men dersom vi håbe det, som vi ikke se, da forvente vi det med Udholdenhed. |
26. | Og ligeledes kommer også Ånden vor Skrøbelighed til Hjælp; thi vi vide ikke, hvad vi skulle bede om, som det sig bør, men Ånden selv går i Forbøn for os med uudsigelige Sukke. |
27. | Og han, som ransager Hjerterne, ved, hvad Åndens Higen er, at den efter Guds Villie går i Forbøn for hellige. |
28. | Men vi vide, at alle Ting samvirke til gode for dem, som elske Gud, dem, som efter hans Beslutning ere kaldede. |
29. | Thi dem, han forud kendte, forudbestemte han også til at blive ligedannede med hans Søns Billede, for at han kunde være førstefødt iblandt mange Brødre. |
30. | Men dem, han forudbestemte, dem kaldte han også; og dem, han kaldte, dem retfærdiggjorde han også; men dem, han retfærdiggjorde, dem herliggjorde han også. |
31. | Hvad skulle vi da sige til dette? Er Gud for os, hvem kan da være imod os? |
32. | Han, som jo ikke sparede sin egen Søn, men gav ham hen for os alle, hvorledes skulde han ikke også med ham skænke os alle Ting? |
33. | Hvem vil anklage Guds udvalgte? Gud er den, som retfærdiggør. |
34. | Hvem er den, som fordømmer? Kristus er den, som er død, ja, meget mere, som er oprejst, som er ved Guds højre Hånd, som også går i Forbøn for os. |
35. | Hvem skal kunne skille os fra Kristi Kærlighed? Trængsel eller Angst eller Forfølgelse eller Hunger eller Nøgenhed eller Fare eller Sværd? |
36. | som der er skrevet: "For din Skyld dræbes vi den hele Dag, vi bleve regnede som Slagtefår." |
37. | Men i alt dette mere end sejre vi ved ham, som elskede os. |
38. | Thi jeg er vis på, at hverken Død eller Liv eller Engle eller Magter eller noget nærværende eller noget tilkommende eller Kræfter |
39. | eller det høje eller det dybe eller nogen anden Skabning skal kunne skille os fra Guds Kærlighed i Kristus Jesus, vor Herre. |
← Romans (8/16) → |