← Psalms (74/150) → |
1. | (En maskil af Asaf.) Hvorfor har du, Gud, stødt os bort for evig, hvi ryger din Vrede mod Hjorden, du røgter? |
2. | Kom din Menighed i Hu, som du fordum vandt dig, - du udløste den til din Ejendoms Stamme - Zions Bjerg, hvor du har din Bolig. |
3. | Løft dine Fjed til de evige Tomter: Fjenden lagde alt i Helligdommen øde. |
4. | Dine Fjender brøled i dit Samlingshus, satte deres Tegn som Tegn deri. |
5. | Det så ud, som når man løfter Økser i Skovens Tykning. |
6. | Og alt det udskårne Træværk der! De hugged det sønder med Økse og Hammer. |
7. | På din Helligdom satte de Ild, de skændede og nedrev dit Navns Bolig. |
8. | De tænkte: "Til Hobe udrydder vi dem!" De brændte alle Guds Samlingshuse i Landet. |
9. | Vore Tegn, dem ser vi ikke, Profeter findes ej mer; hvor længe, ved ingen af os. |
10. | Hvor længe, o Gud, skal vor Modstander smæde, Fjenden blive ved at håne dit Navn? |
11. | Hvorfor holder du din Hånd tilbage og skjuler din højre i Kappens Fold? |
12. | Vor Konge fra fordums Tid er dog Gud, som udførte Frelsens Værk i Landet. |
13. | Du kløvede Havet med Vælde, knuste på Vandet Dragernes Hoved; |
14. | du søndrede Hovederne på Livjatan og gav dem som Æde til Ørkenens Dyr; |
15. | Kilde og Bæk lod du vælde frem, du udtørred stedseflydende Strømme; |
16. | din er Dagen, og din er Natten, du grundlagde Lys og Sol, |
17. | du fastsatte alle Grænser på Jord, du frembragte Sommer og Vinter. |
18. | Kom i Hu, o HERRE, at Fjenden har hånet, et Folk af Dårer har spottet dit Navn! |
19. | Giv ikke Vilddyret din Turteldues Sjæl, glem ikke for evigt dine armes Liv; |
20. | se hen til Pagten, thi fyldte er Landets mørke Steder med Voldsfærds Boliger. |
21. | Lad ej den fortrykte gå bort med Skam, lad de arme og fattige prise dit Navn! |
22. | Gud, gør dig rede, før din Sag, kom i Hu, hvor du stadig smædes af bårer, |
23. | lad ej dine Avindsmænds Røst uænset! Ustandseligt lyder dine Fjenders Larm! |
← Psalms (74/150) → |