| ← Psalms (7/150) → |
| 1. | (En Sjiggajon af David, som han sang for HERREN i anledning af benjaminitten Kusj' ord.) HERRE min Gud, jeg lider på dig, frels mig og fri mig fra hver min Forfølger, |
| 2. | at han ej som en Løve skal rive mig sønder, bortrive, uden at nogen befrier. |
| 3. | HERRE min Gud, har jeg handlet så, er der Uret i mine Hænder, |
| 4. | har jeg voldet dem ondt, der holdt Fred med mig, uden Årsag gjort mine Fjender Men, |
| 5. | så forfølge og indhente Fjenden min Sjæl, han træde mit Liv til Jorden og kaste min Ære i Støvet. - Sela. |
| 6. | HERRE, stå op i din Vrede, rejs dig imod mine Fjenders Fnysen, vågn op, min Gud, du sætte Retten! |
| 7. | Lad Folkeflokken samles om dig, tag Sæde over den hist i det høje! |
| 8. | HERREN dømmer Folkeslag. Mig dømme du, HERRE, efter min Retfærd og Uskyld! |
| 9. | På gudløses Ondskab gøre du Ende, støt den retfærdige, du, som prøver Hjerter og Nyrer, retfærdige Gud. |
| 10. | Mit Skjold er hos Gud, han frelser de oprigtige af Hjertet; |
| 11. | retfærdig som Dommer er Gud, en Gud, der hver Dag vredes. |
| 12. | Visselig hvæsser han atter sit Sværd, han spænder sin Bue og sigter; |
| 13. | men mod sig selv har han rettet de dræbende Våben, gjort sine Pile til brændende Pile. |
| 14. | Se, hanundfanger Tomhed, svanger med Ulykke føder han Blændværk; |
| 15. | han grov en Grube, han huled den ud, men faldt i den Grav, han gjorde. |
| 16. | Ulykken falder ned på hans Hoved, hans Uret rammer hans egen Isse. |
| 17. | Jeg vil takke HERREN for hans Retfærd, lovsynge HERREN den Højestes Navn. |
| ← Psalms (7/150) → |