← Psalms (69/150) → |
1. | (Til Sangmesteren. Til Liljerne. Af David.) Frels mig Gud, thi Vandene når mig til Sjælen, |
2. | jeg er sunket i bundløst Dynd, hvor der intet Fodfæste er, kommet i Vandenes Dyb, og Strømmen går over mig; |
3. | træt har jeg skreget mig, Struben brænder, mit Øje er mat af at bie på min Gud; |
4. | flere end mit Hoveds Hår er de, der hader mig uden Grund, mange er de, som vil mig til Livs, uden Skel er mig fjendske; hvad jeg ikke har ranet, skal jeg dog erstatte! |
5. | Gud, du kender min Dårskab, min Skyld er ej skjult for dig. |
6. | Lad mig ej bringe Skam over dem, som bier på dig, o Herre, Hærskarers HERRE, lad mig ej bringe Skændsel over dem der søger dig, Israels Gud! |
7. | Thi for din Skyld bærer jeg Spot, mit Åsyn dækkes af Skændsel; |
8. | fremmed er jeg for mine Brødre en Udlænding for min Moders Sønner. |
9. | Thi Nidkærhed for dit Hus har fortæret mig, Spotten mod dig er faldet på mig: |
10. | jeg spæged min Sjæl med Faste, og det blev mig til Spot; |
11. | i Sæk har jeg klædt mig, jeg blev dem et Mundheld. |
12. | De, der sidder i Porten, taler om mig, ved Drikkelagene synger de om mig. |
13. | Men jeg beder, HERRE, til dig i Nådens Tid, o Gud, i din store Miskundhed svare du mig! |
14. | Frels mig med din trofaste Hjælp fra Dyndet, at jeg ikke skal synke; red mig fra dem, der hader mig, fra Vandenes Dyb, |
15. | lad Strømmen ikke gå over mig; lad Dybet ikke sluge mig eller Brønden lukke sig over mig. |
16. | Svar mig, HERRE, thi god er din Nåde, vend dig til mig efter din store Barmhjertighed; |
17. | dit Åsyn skjule du ej for din Tjener, thi jeg er i Våde, skynd dig og svar mig; |
18. | kom til min Sjæl og løs den, fri mig for mine Fjenders Skyld! |
19. | Du ved, hvorledes jeg smædes og bærer Skam og Skændsel; du har Rede på alle mine Fjender. |
20. | Spot har ulægeligt knust mit Hjerte; jeg bied forgæves på Medynk, på Trøstere uden at finde; |
21. | de gav mig Malurt at spise og slukked min Tørst med Eddike. |
22. | Lad Bordet foran dem blive en Snare, deres Takofre blive en Fælde; |
23. | lad Øjnene slukkes, så Synet svigter, lad Lænderne altid vakle! |
24. | Din Vrede udøse du over dem din glødende Harme nå dem; |
25. | deres Teltlejr blive et Øde, og ingen bo i deres Telte! |
26. | Thi de forfølger den, du slog, og øger Smerten for dem, du såred. |
27. | Tilregn dem hver eneste Brøde lad dem ikke få Del i din Retfærd; |
28. | lad dem slettes af Livets Bog, ej optegnes blandt de retfærdige! |
29. | Men mig, som er arm og lidende, bjærge din Frelse, o Gud! |
30. | Jeg vil prise Guds Navn med Sang og ophøje ham med Tak; |
31. | det er mer for HERREN end Okser end Tyre med Horn og Klove! |
32. | Når de ydmyge ser det, glæder de sig; I, som søger Gud, eders Hjerte oplives! |
33. | Thi HERREN låner de fattige Øre, han agter ej fangne Venner ringe. |
34. | Himmel og Jord skal prise ham, Havet og alt, hvad der rører sig der; |
35. | thi Gud vil frelse Zion og opbygge Judas Byer; der skal de bo og tage det i Eje; |
36. | hans Tjeneres Afkom skal arve det, de, der elsker hans Navn, skal bo deri. |
← Psalms (69/150) → |