← Psalms (59/150) → |
1. | (Til sangmesteren. Al-tasjhet. Af David. En miktam, da Saul sendte folk, som skulle vogte huset for at dræbe ham.) Fri mig fra mine Fjender, min Gud, bjærg mig fra dem, der rejser sig mod mig; |
2. | fri mig fra Udådsmænd, frels mig fra blodstænkte Mænd! |
3. | Thi se, de lurer efter min Sjæl, stærke Mænd stimler sammen imod mig, uden at jeg har Skyld eller Brøde. |
4. | Uden at jeg har forbrudt mig, HERRE, stormer de frem og stiller sig op. Vågn op og kom mig i Møde, se til! |
5. | Du er jo HERREN, Hærskarers Gud, Israels Gud. Vågn op og hjemsøg alle Folkene, skån ej een af de troløse Niddinger! - Sela. |
6. | Ved Aften kommer de tilbage, hyler som Hunde og stryger gennem Byen! |
7. | Se, deres Mund løber over, på deres Læber er Sværd, thi: "Hvem skulde høre det?" |
8. | Men du, o HERRE, du ler ad dem, du spotter alle Folk, |
9. | dig vil jeg lovsynge, du, min Styrke, thi Gud er mit Værn; |
10. | med Nåde kommer min Gud mig i Møde, Gud lader mig se mine Fjender med Fryd! |
11. | Slå dem ikke ihjel, at ikke mit Folk skal glemme, gør dem hjemløse med din Vælde og styrt dem, |
12. | giv dem hen, o Herre, i Mundens Synd, i Læbernes Ord, og lad dem hildes i deres Hovmod for de Eder og Løgne, de siger; |
13. | udryd dem i Vrede, gør Ende på dem, så man kan kende til Jordens Ender, at Gud er Hersker i Jakob! - Sela. |
14. | Ved Aften kommer de tilbage, hyler som Hunde og stryger gennem Byen, |
15. | vanker rundt efter Føde og knurrer, når de ikke mættes. |
16. | Men jeg, jeg vil synge om din Styrke, juble hver Morgen over din Nåde; thi du blev mig et Værn, en Tilflugt på Nødens Dag. |
17. | Dig vil jeg lovsynge, du, min Styrke, thi Gud er mit Værn, min nådige Gud. |
← Psalms (59/150) → |