| ← Psalms (52/150) → |
| 1. | (Til sangmesteren. En maskil af David, da edomitten Doeg kom og meldte Saul, at David var gået ind i Ahimeleks hus.) Du stærke, hvi bryster du dig af din Ondskab imod den fromme? |
| 2. | Du pønser hele Dagen på ondt; din Tunge er hvas som en Kniv, du Rænkesmed, |
| 3. | du foretrækker ondt for godt, Løgn for sanddru Tale. - Sela. |
| 4. | Du elsker al ødelæggende Tale, du falske Tunge! |
| 5. | Derfor styrte Gud dig for evigt, han gribe dig, rive dig ud af dit Telt, han rykke dig op af de levendes Land! - Sela. |
| 6. | De retfærdige ser det, frygter og håner ham leende: |
| 7. | "Se der den Mand, der ej gjorde Gud til sit Værn, men stoled på sin megen Rigdom, trodsede på sin Velstand!" |
| 8. | Men jeg er som et frodigt Olietræ i Guds Hus, Guds Miskundhed stoler jeg evigt og altid på. |
| 9. | Evindelig takker jeg dig, fordi du greb ind; jeg vidner iblandt dine fromme, at godt er dit Navn. |
| ← Psalms (52/150) → |