← Psalms (49/150) → |
1. | (Til sangmesteren. Af Koras sønner. En salme.) Hør det, alle Folkeslag, lyt til, al Verdens Folk, |
2. | både høj og lav, både rig og fattig! |
3. | Min Mund skal tale Visdom, mit Hjerte udgransker Indsigt; |
4. | jeg bøjer mit Øre til Tankesprog, råder min Gåde til Strengeleg. |
5. | Hvorfor skulle jeg frygte i de onde dage, når mine lumske Fjender omringer mig med Brøde, |
6. | de, som stoler på deres gods og bryster sig af deres store rigdom? |
7. | Visselig, ingen kan købe sin sjæl fri og give Gud en løsesum |
8. | - Prisen for hans sjæl blev for høj, for evigt måtte han opgive det - så han kunde blive i Live |
9. | og aldrig få Graven at se; |
10. | nej, han skal se den; Vismænd dør, både Dåre og Tåbe går bort. Deres Gods må de afstå til andre, |
11. | deres Grav er deres Hjem for evigt, deres Bolig Slægt efter Slægt, om Godser end fik deres Navn. |
12. | Trods Herlighed bliver Mennesket ikke, han er som Dyrene, der forgår. |
13. | Så går det dem, der tror sig trygge, så ender det for dem, deres Tale behager. - Sela. |
14. | I Dødsriget drives de ned som Får, deres Hyrde skal Døden være; de oprigtige træder på dem ved Gry, deres Skikkelse går Opløsning i Møde, Dødsriget er deres Bolig. |
15. | Men Gud udløser min Sjæl af Dødsrigets Hånd, thi han tager mig til sig. - Sela. |
16. | Frygt ej, når en Mand bliver rig, når hans Huses Herlighed øges; |
17. | thi intet tager han med i Døden, hans Herlighed følger ham ikke. |
18. | Priser han end i Live sig selv: "De lover dig for din Lykke!" |
19. | han vandrer til sine Fædres Slægt, der aldrig får Lyset at skue. |
20. | Den, som lever i Herlighed, men uden Forstand, han er som Dyrene, der forgår. |
← Psalms (49/150) → |