| ← Psalms (41/150) → |
| 1. | (Til sangmesteren. En salme af David.) Salig den Mand, der tager sig af de svage, ham frelser HERREN på Ulykkens Dag; |
| 2. | HERREN vogter ham, holder ham i Live, det går ham vel i Landet, han giver ham ikke i Fjendevold. |
| 3. | På Sottesengen står HERREN ham bi, hans Smertensleje gør du ham let. |
| 4. | Så siger jeg da: Vær mig nådig, HERRE, helbred min Sjæl, jeg har syndet mod dig! |
| 5. | Mine Fjender ønsker mig ondt: "Hvornår mon han dør og hans Navn udslettes?" |
| 6. | Kommer en i Besøg, så fører han hyklerisk Tale, hans Hjerte samler på ondt, og så går han bort og taler derom. |
| 7. | Mine Avindsmænd hvisker sammen imod mig, alle regner de med, at det går mig ilde: |
| 8. | "En dødelig Sot har grebet ham; han ligger der - kommer aldrig op!" |
| 9. | Endog min Ven, som jeg stolede på, som spiste mit Brød, har løftet Hælen imod mig. |
| 10. | Men du, o HERRE, vær mig nådig og rejs mig, så jeg kan øve Gengæld imod dem. |
| 11. | Deraf kan jeg kende, at du har mig kær, at min Fjende ikke skal juble over mig. |
| 12. | Du holder mig oppe i Kraft af min Uskyld, lader mig stå for dit Åsyn til evig Tid. |
| 13. | Lovet være HERREN, Israels Gud, fra Evighed og til Evighed, Amen, Amen! |
| ← Psalms (41/150) → |