← Psalms (36/150) → |
1. | (Til sangmesteren. Af HERRENs tjener David.) Synden taler til den Gudløse inde i hans Hjerte; Gudsfrygt har han ikke for Øje; |
2. | thi den smigrer ham frækt og siger, at ingen skal finde hans Brøde og hade ham. |
3. | Hans Munds Ord er Uret og Svig, han har ophørt at handle klogt og godt; |
4. | på sit Leje udtænker han Uret, han træder en Vej, som ikke er god; det onde afskyr han ikke. |
5. | HERRE, din Miskundhed rækker til Himlen, din Trofasthed når til Skyerne, |
6. | din Retfærd er som Guds Bjerge, dine Domme som det store Dyb; HERRE, du frelser Folk og Fæ, |
7. | hvor dyrebar er dog din Miskundhed, Gud! Og Menneskebørnene skjuler sig i dine Vingers Skygge; |
8. | de kvæges ved dit Huses Fedme, du læsker dem af din Lifligheds Strøm; |
9. | thi hos dig er Livets Kilde, i dit Lys skuer vi Lys! |
10. | Lad din Miskundhed blive over dem, der kender dig, din Retfærd over de oprigtige af Hjertet. |
11. | Lad Hovmods Fod ej træde mig ned, gudløses Hånd ej jage mig bort. |
12. | Se, Udådsmændene falder, slås ned, så de ikke kan rejse sig. |
← Psalms (36/150) → |