← Psalms (22/150) → |
1. | (Til sangmesteren. Efter "morgenrødens hind". En salme af David.) Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig? Mit Skrig til Trods er Frelsen mig fjern. |
2. | Min Gud, jeg råber om Dagen, du svarer ikke, om Natten, men finder ej Hvile. |
3. | Og dog er du den hellige, som troner på Israels Lovsange. |
4. | På dig forlod vore Fædre sig, forlod sig, og du friede dem; |
5. | de råbte til dig og frelstes, forlod sig på dig og blev ikke til Skamme. |
6. | Men jeg er en Orm og ikke en Mand, til Spot for Mennesker, Folk til Spe; |
7. | alle, der ser mig, håner mig, vrænger Mund og ryster på Hovedet: |
8. | "Han har væltet sin Sag på HERREN; han fri ham og frelse ham, han har jo Velbehag i ham." |
9. | Ja, du drog mig af Moders Liv, lod mig hvile trygt ved min Moders Bryst; |
10. | på dig blev jeg kastet fra Moders Skød, fra Moders Liv var du min Gud. |
11. | Vær mig ikke fjern, thi Trængslen er nær, og ingen er der, som hjælper! |
12. | Stærke Tyre står omkring mig, Basans vældige omringer mig, |
13. | spiler Gabet op imod mig som rovgridske, brølende Løver. |
14. | Jeg er som Vand, der er udgydt, alle mine Knogler skilles, mit Hjerte er blevet som Voks, det smelter i Livet på mig; |
15. | min Gane er tør som et Potteskår til Gummerne klæber min Tunge, du lægger mig ned i Dødens Støv. |
16. | Thi Hunde står omkring mig, onde i Flok omringer mig, de har gennemboret mine Hænder og Fødder, |
17. | jeg kan tælle alle mine Ben; med Skadefryd ser de på mig. |
18. | Mine Klæder deler de mellem sig, om Kjortelen kaster de Lod. |
19. | Men du, o HERRE, vær ikke fjern, min Redning, il mig til Hjælp! |
20. | Udfri min Sjæl fra Sværdet, min eneste af Hundes Vold! |
21. | Frels mig fra Løvens Gab, fra Vildoksens Horn! Du har bønhørt mig. |
22. | Dit Navn vil jeg kundgøre for mine Brødre, prise dig midt i Forsamlingen: |
23. | "I, som frygter HERREN, pris ham, ær ham; al Jakobs Æt, bæv for ham, al Israels Æt! |
24. | Thi han foragtede ikke, forsmåede ikke den armes Råb, skjulte ikke sit Åsyn for ham, men hørte, da han råbte til ham!" |
25. | Jeg vil synge din Pris i en stor Forsamling, indfri mine Løfter iblandt de fromme; |
26. | de ydmyge skal spise og mættes; hvo HERREN søger, skal prise ham; deres Hjerte leve for evigt! |
27. | Den vide Jord skal mærke sig det og omvende sig til HERREN, og alle Folkenes Slægter skal tilbede for hans Åsyn; |
28. | thi HERRENs er Riget, han er Folkenes Hersker. |
29. | De skal tilbede ham alene, alle Jordens mægtige; de skal bøje sig for hans Åsyn, alle, der nedsteg i Støvet og ikke holdt deres Sjæl i Live. |
30. | Ham skal Efterkommeme tjene; om HERREN skal tales til Slægten, der kommer; |
31. | de skal forkynde et Folk, der fødes, hans Retfærd. Thi han greb ind. |
← Psalms (22/150) → |