← Psalms (19/150) → |
1. | (Til sangmesteren. En salme af David.) Himlen forkynder Guds Ære, Hvælvingen kundgør hans Hænders værk. |
2. | Dag bærer Bud til Dag, Nat lader Nat det vide. |
3. | Uden Ord og uden Tale, uden at Lyden høres, |
4. | når Himlens Røst over Jorden vide, dens Tale til Jorderigs Ende. På Himlen rejste han Solen et Telt; |
5. | som en Brudgom går den ud af sit Kammer, er glad som en Helt ved at løbe sin Bane, |
6. | rinder op ved Himlens ene Rand, og dens Omløb når til den anden. Intet er skjult for dens Glød. |
7. | HERRENs Lov er fuldkommen, kvæger Sjælen, HERRENs Vidnesbyrd holder, gør enfoldig viis, |
8. | HERRENs Forskrifter er rette, glæder Hjertet, HERRENs Bud er purt, giver Øjet Glans, |
9. | HERRENs Frygt er ren, varer evigt, HERRENs Lovbud er Sandhed, rette til Hobe, |
10. | kostelige fremfor Guld, ja fint Guld i Mængde, søde fremfor Honning og Kubens Saft. |
11. | Din Tjener tager og Vare på dem; at holde dem lønner sig rigt. |
12. | Hvo mærker selv, at han fejler? Tilgiv mig lønlige Brøst! |
13. | Værn også din Tjener mod frække, ej råde de over mig! Så bliver jeg uden Lyde og fri for svare Synder. |
14. | Lad min Munds Ord være dig til Behag, lad mit Hjertes Tanker nå frem for dit Åsyn, HERRE, min Klippe og min Genløser! |
← Psalms (19/150) → |