| ← Psalms (141/150) → |
| 1. | (En Salme af David.) HERRE, jeg råber til dig, il mig til hjælp, hør min Røst, når jeg råber til dig; |
| 2. | som Røgoffer, gælde for dig min Bøn, mine løftede Hænder som Aftenoffer! |
| 3. | HERRE, sæt Vagt ved min Mund, vogt mine Læbers Dør! |
| 4. | Bøj ikke mit Hjerte til ondt, til at gøre gudløs Gerning sammen med Udådsmænd; deres lækre Mad vil jeg ikke smage. |
| 5. | Slår en retfærdig mig, så er det Kærlighed; revser han mig, er det Olie for Hovedet, ej skal mit Hoved vise det fra sig, end sætter jeg min Bøn imod deres Ondskab. |
| 6. | Ned ad Klippens Skrænter skal Dommerne hos dem styrtes, og de skal høre, at mine Ord er liflige. |
| 7. | Som når man pløjer Jorden i Furer, spredes vore Ben ved Dødsrigets Gab. |
| 8. | Dog, mine Øjne er rettet på dig, o HERRE, Herre, på dig forlader jeg mig, giv ikke mit Liv til Pris! |
| 9. | Vogt mig for Fælden, de stiller for mig, og Udådsmændenes Snarer; |
| 10. | lad de gudløse falde i egne Gram, medens jeg går uskadt videre. |
| ← Psalms (141/150) → |