| ← Psalms (137/150) → |
| 1. | Ved Babels Floder, der sad vi og græd, når Zion randt os i hu. |
| 2. | Vi hængte vore Harper i Landets Pile. |
| 3. | Thi de, der havde bortført os, bad os synge, vore Bødler bad os være glade: "Syng os af Zions Sange!" |
| 4. | Hvor kan vi synge HERRENs Sange på fremmed Grund? |
| 5. | Jerusalem, glemmer jeg dig, da visne min højre! |
| 6. | Min Tunge hænge ved Ganen, om ikke jeg ihukommer dig, om ikke jeg sætter Jerusalem over min højeste Glæde! |
| 7. | HERRE, ihukom Edoms Sønner for Jerusalems Dag, at de råbte: "Nedbryd, nedbryd lige til Grunden!" |
| 8. | Du Babels Datter, du Ødelægger! Salig den, der gengælder dig, hvad du gjorde imod os! |
| 9. | Salig den, der griber dine spæde og knuser dem mod Klippen! |
| ← Psalms (137/150) → |