←  Psalms (106/150)  →

---

1.

Halleluja! Lov Herren, thi han er god, thi hans miskundhed varer evindelig!

2.

Hvo kan opregne Herrens vældige gerninger, finde ord til at kundgøre al hans pris?

3.

Salige de, der holder på ret, som altid øver retfærdighed!

4.

Husk os, Herre, når dit folk finder nåde, lad os få godt af din frelse,

5.

at vi må se dine udvalgtes lykke, glæde os ved dit folks glæde og med din arvelod prise vor lykke!

6.

Vi syndede som vore Fædre, handlede ilde og gudløst.

7.

Vore Fædre i Ægypten ænsede ej dine Undere, kom ikke din store Miskundhed i Hu, stod den Højeste imod ved det røde Hav.

8.

Dog frelste han dem for sit Navns Skyld, for at gøre sin Vælde kendt;

9.

han trued det røde Hav, og det tørrede ud, han førte dem gennem Dybet som gennem en Ørk;

10.

han fried dem af deres Avindsmænds Hånd og udløste dem fra Fjendens Hånd;

11.

Vandet skjulte dem, som trængte dem, ikke een blev tilbage af dem;

12.

da troede de på hans Ord og kvad en Sang til hans Pris.

13.

Men de glemte snart hans Gerninger, biede ej på hans Råd;

14.

de grebes af Attrå i Ørkenen, i Ødemarken fristed de Gud;

15.

så gav han dem det, de kræved og sendte dem Lede i Sjælen.

16.

De bar Avind mod Moses i Lejren, mod Aron, HERRENs hellige;

17.

Jorden åbned sig, slugte Datan, lukked sig over Abirams Flok;

18.

Ilden rasede i deres Flok, Luen brændte de gudløse op.

19.

De lavede en Kalv ved Horeb og tilbad det støbte Billed;

20.

de byttede deres Herlighed bort for et Billed af en Okse, hvis Føde er Græs;

21.

de glemte Gud, deres Frelser, som øvede store Ting i Ægypten,

22.

Undere i Kamiternes Land, frygtelige Ting ved det røde Hav.

23.

Da tænkte han på at udrydde dem, men Moses, hans udvalgte Mand, stilled sig i Gabet for hans Åsyn for at hindre, at hans Vrede lagde øde.

24.

De vraged det yndige Land og troede ikke hans Ord,

25.

men knurrede i deres Telte og hørte ikke på HERREN;

26.

da løfted han Hånden og svor at lade dem falde i Ørkenen,

27.

splitte deres Sæd blandt Folkene, sprede dem rundt i Landene.

28.

De holdt til med Ba'al-Peor og åd af de dødes Ofre;

29.

de krænked ham med deres Gerninger, og Plage brød løs iblandt dem.

30.

Da stod Pinehas frem og holdt Dom, og Plagen blev bragt til at standse,

31.

og det regnedes ham til Retfærdighed fra Slægt til Slægt, evindelig.

32.

De vakte hans Vrede ved Meribas Vand, og for deres Skyld gik det Moses ilde;

33.

thi de stod hans Ånd imod, og han talte uoverlagte Ord.

34.

De udryddede ikke de Folk, som HERREN havde sagt, de skulde,

35.

med Hedninger blandede de sig og gjorde deres Gerninger efter;

36.

deres Gudebilleder dyrkede de, og disse blev dem en Snare;

37.

til Dæmonerne ofrede de, og det både Sønner og Døtre;

38.

de udgød uskyldigt Blod, deres Sønners og Døtres Blod, som de ofred til Kana'ans Guder, og Landet blev smittet ved Blod;

39.

de blev urene ved deres Gerninger, bolede ved deres idrætter.

40.

Da blev HERREN vred på sit Folk og væmmedes ved sin Arv;

41.

han gav dem i Folkenes Hånd, deres Avindsmænd blev deres Herrer;

42.

deres Fjendervoldte dem Trængsel, de kuedes under deres Hånd.

43.

Han frelste dem Gang på Gang, men de stod egensindigt imod og sygnede hen i Brøden;

44.

dog så han til dem i Trængslen, så snart han hørte dem klage;

45.

han kom sin Pagt i Hu og ynkedes efter sin store Miskundhed;

46.

han lod dem finde Barmhjertighed hos alle, der tog dem til Fange.

47.

Frels os, HERRE vor Gud, du samle os sammen fra Folkene, at vi må love dit hellige Navn, med Stolthed synge din Pris.

48.

Lovet være HERREN, Israels Gud, fra Evighed og til Evighed! Og alt Folket svare Amen!

---

←  Psalms (106/150)  →