← Psalms (104/150) → |
1. | Min sjæl, lov Herren! Herren min Gud, du er såre stor! Du er klædt i Højhed og Herlighed, |
2. | hyllet i Lys som en Kappe! Himlen spænder du ud som et Telt; |
3. | du hvælver din Højsal i Vandene, gør Skyerne til din Vogn, farer frem på Vindens Vinger; |
4. | Vindene gør du til Sendebud, Ildsluer til dine Tjenere! |
5. | Du fæsted Jorden på dens Grundvolde, aldrig i Evighed rokkes den; |
6. | Verdensdybet hylled den til som en Klædning, Vandene stod over Bjerge. |
7. | For din Trusel flyede de, skræmtes bort ved din Tordenrøst, |
8. | for op ad Bjerge og ned i Dale til det Sted, du havde beredt dem; |
9. | du satte en Grænse, de ej kommer over, så de ikke igen skal tilhylle Jorden. |
10. | Kilder lod du rinde i Dale, hen mellem Bjerge flød de; |
11. | de læsker al Markens Vildt, Vildæsler slukker deres Tørst; |
12. | over dem bygger Himlens Fugle, mellem Grenene lyder deres Kvidder. |
13. | Fra din Højsal vander du Bjergene, Jorden mættes fra dine Skyer; |
14. | du lader Græs gro frem til Kvæget og Urter til Menneskets Tjeneste, så du frembringer Brød af Jorden |
15. | og Vin, der glæder Menneskets Hjerte, og lader Ansigtet glinse af Olie, og Brødet skal styrke Menneskets Hjerte. |
16. | HERRENs Træer bliver mætte, Libanons Cedre, som han har plantet, |
17. | hvor Fuglene bygger sig Rede; i Cypresser har Storken sin Bolig. |
18. | Højfjeldet er for Stenbukken, Klipperne Grævlingens Tilflugt. |
19. | Du skabte Månen for Festernes Skyld, Solen kender sin Nedgangs Tid; |
20. | du sender Mørke, Natten kommer, da rører sig alle Skovens Dyr; |
21. | de unge Løver brøler efter Rov, de kræver deres Føde af Gud. |
22. | De sniger sig bort, når Sol står op, og lægger sig i deres Huler; |
23. | Mennesket går til sit Dagværk, ud til sin Gerning, til Kvæld falder på. |
24. | Hvor mange er dine Gerninger, HERRE, du gjorde dem alle med Visdom; Jorden er fuld af, hvad du har skabt! |
25. | Der er Havet, stort og vidt, der vrimler det uden Tal af Dyr, både små og store; |
26. | Skibene farer der, Livjatan, som du danned til Leg deri. |
27. | De bier alle på dig, at du skal give dem Føde i Tide; |
28. | du giver dem den, og de sanker, du åbner din Hånd, og de mættes med godt. |
29. | Du skjuler dit Åsyn, og de forfærdes; du tager deres Ånd, og de dør og vender tilbage til Støvet; |
30. | du sender din Ånd, og de skabes, Jordens Åsyn fornyer du. |
31. | HERRENs Herlighed vare evindelig, HERREN glæde sig ved sine Værker! |
32. | Et Blik fra ham, og Jorden skælver, et Stød fra ham, og Bjergene ryger |
33. | Jeg vil synge for HERREN, så længe jeg lever, lovsynge min Gud, den Tid jeg er til. |
34. | Min Sang være ham til Behag, jeg har min Glæde i HERREN. |
35. | Måtte Syndere svinde fra Jorden og gudløse ikke mer være til! Min Sjæl, lov HERREN! Halleluja! |
← Psalms (104/150) → |