| ← Psalms (10/150) → |
| 1. | Hvorfor står du så fjernt, o Herre, hvi dølger du dig i Trængselstider? |
| 2. | Den gudløse jager i Hovmod den arme, fanger ham i de Rænker, han spinder; |
| 3. | thi den gudløse praler af sin Sjæls Attrå, den gridske forbander, ringeagter HERREN. |
| 4. | Den gudløse siger i Hovmod: "Han hjemsøger ej, der er ingen Gud"; det er alle hans Tanker. |
| 5. | Dog altid lykkes hans Vej, højt over ham går dine Domme; han blæser ad alle sine Fjender. |
| 6. | Han siger i Hjertet: "Jeg rokkes ej, kommer ikke i Nød fra Slægt til Slægt." |
| 7. | Hans Mund er fuld af Banden og Svig og Vold, Fordærv og Uret er under hans Tunge; |
| 8. | han lægger sig på Lur i Landsbyer, dræber i Løn den skyldfri, efter Staklen spejder hans Øjne; |
| 9. | han lurer i Skjul som Løve i Krat, på at fange den arme lurer han, han fanger den arme ind i sit Garn; |
| 10. | han dukker sig, sidder på Spring, og Staklerne falder i hans Kløer. |
| 11. | Han siger i Hjertet: "Gud glemmer, han skjuler sit Åsyn; han ser det aldrig." |
| 12. | Rejs dig, HERRE! Gud, løft din Hånd, de arme glemme du ikke! |
| 13. | Hvorfor skal en gudløs spotte Gud, sige i Hjertet, du hjemsøger ikke? |
| 14. | Du skuer dog Møje og Kvide, ser det og tager det i din Hånd; Staklen tyr hen til dig, du er den faderløses Hjælper. |
| 15. | Knus den ondes, den gudløses Arm, hjemsøg hans Gudløshed, så den ej findes! |
| 16. | HERREN er Konge evigt og altid, Hedningerne er ryddet bort af hans Land; |
| 17. | du har hørt de ydmyges Ønske, HERRE, du styrker deres Hjerte, vender Øret til |
| 18. | for at skaffe fortrykte og faderløse Ret. Ikke skal dødelige mer øve Vold. |
| ← Psalms (10/150) → |