← Proverbs (5/31) → |
1. | Mærk dig, min Søn, min Visdom, bøj til min Indsigt dit Øre, |
2. | at Kløgt må våge øver dig, Læbernes kundskab vare på dig. |
3. | Thi af Honning drypper den fremmedes Læber, glattere end Olie er hendes Gane; |
4. | men til sidst er hun besk som Malurt, hvas som tveægget Sværd; |
5. | hendes Fødder styrer nedad mod Døden, til Dødsriget stunder hendes Fjed; |
6. | hun følger ej Livets Vej, hendes Spor er bugtet, hun ved det ikke. |
7. | Hør mig da nu, min Søn, vig ikke fra min Munds Ord! |
8. | Lad din Vej være langt fra hende, kom ej hendes Husdør nær, |
9. | at du ikke må give andre din Ære, en grusom Mand dine År. |
10. | at ikke dit Gods skal mætte fremmede, din Vinding ende i Andenmands Hus, |
11. | så du gribes af Anger til sidst, når dit Kød og Huld svinder hen, |
12. | og du siger: "Ak, at jeg hadede Tugt, at mit Hjerte lod hånt om Revselse, |
13. | så jeg ikke lød mine Læreres Røst, ej bøjed mit Øre til dem, som lærte mig! |
14. | Nær var jeg kommet i alskens Ulykke midt i Forsamling og Menighed!" |
15. | Drik Vand af din egen Cisterne og rindende Vand af din Brønd; |
16. | lad ej dine Kilder flyde på Gaden, ej dine Bække på Torvene! |
17. | Dig skal de tilhøre, dig alene, ingen fremmed ved Siden af dig! |
18. | Velsignet være dit Væld, og glæd dig ved din Ungdoms Hustru, |
19. | den elskelige Hind, den yndige Gazel; hendes Elskov fryde dig stedse, berus dig altid i hendes Kærlighed! |
20. | Hvi beruser du dig, min Søn, i en fremmed og tager en andens Hustru i Favn? |
21. | Thi for HERRENs Øjne er Menneskets Veje, grant følger han alle dets Spor; |
22. | den gudløse fanges af egen Brøde og holdes fast i Syndens Reb; |
23. | han dør af Mangel på Tugt, går til ved sin store Dårskab. |
← Proverbs (5/31) → |