← Proverbs (30/31) → |
1. | Massaiten Agur, Jakes Søns ord. Manden siger: Træt har jeg slidt mig, Gud, træt har jeg slidt mig, Gud, jeg svandt hen; |
2. | thi jeg er for dum til at regnes for Mand, Mands Vid er ikke i mig; |
3. | Visdom lærte jeg ej, den Hellige lærte jeg ikke at kende. |
4. | Hvo opsteg til Himlen og nedsteg igen, hvo samlede Vinden i sine Næver, hvo bandt Vandet i et Klæde, hvo greb fat om den vide Jord? Hvad er hans Navn og hans Søns Navn? Du kender det jo. |
5. | Al Guds Tale er ren, han er Skjold for dem, der lider på ham. |
6. | Læg intet til hans Ord, at han ikke skal stemple dig som Løgner. |
7. | Tvende Ting har jeg bedet dig om, nægt mig dem ej, før jeg dør: |
8. | Hold Svig og Løgneord fra mig: giv mig hverken Armod eller Rigdom, men lad mig nyde mit tilmålte Brød, |
9. | at jeg ikke skal blive for mæt og fornægte og sige: "Hvo er HERREN?" eller blive for fattig og stjæle og volde min Guds Navn Men. |
10. | Bagtal ikke en Træl for hans Herre, at han ikke forbander dig, så du må bøde. |
11. | Der findes en Slægt, som forbander sin Fader og ikke velsigner sin Moder, |
12. | en Slægt, der tykkes sig ren og dog ej har tvættet Snavset af sig, |
13. | en Slægt med de stolteste Øjne, hvis Blikke er fulde af Hovmod. |
14. | en Slægt, hvis Tænder er Sværd hvis Kæber er skarpe Knive, så de æder de arme ud af Landet, de fattige ud af Menneskers Samfund. |
15. | Blodiglen har to Døtre: Givhid, Givhid! Der er tre, som ikke kan mættes, fire, som aldrig får nok: |
16. | Dødsriget og det golde Moderliv, Jorden, som aldrig mættes af Vand, og Ilden, som aldrig får nok. |
17. | Den, som håner sin Fader og spotter sin gamle Moder, hans Øje udhakker Bækkens Ravne, Ørneunger får det til Æde. |
18. | Tre Ting undres jeg over, fire fatter jeg ikke: |
19. | Ørnens Vej på Himlen, Slangens Vej på Klipper, Skibets Vej på Havet, Mandens Vej til den unge Kvinde. |
20. | Så er en Ægteskabsbryderskes Færd: Hun spiser og tørrer sig om Munden og siger: "Jeg har ikke gjort noget ondt!" |
21. | Under tre Ting skælver et Land, fire kan det ikke bære: |
22. | En Træl, når han gøres til Konge, en Nidding, når han spiser sig mæt, |
23. | en bortstødt Hustru, når hun bliver gift, en Trælkvinde, når hun arver sin Frue. |
24. | Fire på Jorden er små, visere dog end Vismænd: |
25. | Myrerne, de er et Folk uden Styrke, samler dog Føde om Somren; |
26. | Klippegrævlinger, et Folk uden Magt, bygger dog Bolig i Klipper; |
27. | Græshopper, de har ej Konge, drager dog ud i Rad og Række; |
28. | Firbenet, det kan man gribe med Hænder, er dog i Kongers Paladser. |
29. | Tre skrider stateligt frem, fire har statelig Gang: |
30. | Løven, Kongen blandt Dyrene, som ikke viger for nogen; |
31. | en sadlet Stridshest, en Buk, en Konge midt i sin Hær. |
32. | Har du handlet som Dåre i Overmod, tænker du ondt, da Hånd for Mund! |
33. | Thi Tryk på Mælk giver Ost, Tryk på Næsen Blod og Tryk på Vrede Trætte. |
← Proverbs (30/31) → |