← Proverbs (29/31) → |
1. | Hvo Nakken gør stiv, skønt revset tit, han knuses brat uden Lægedom. |
2. | Er der mange retfærdige, glædes Folket, men råder de gudløse, sukker Folket. |
3. | Hvo Visdom elsker, glæder sin Fader, hvo Skøger omgås, bortødsler Gods. |
4. | Kongen grundfæster Landet med Ret, en Udsuger lægger det øde. |
5. | Mand, der smigrer sin Næste, breder et Net for hans Fod. |
6. | I sin Brøde hildes den onde, den retfærdige jubler af Glæde. |
7. | Den retfærdige kender de ringes Retssag; den gudløse skønner intet. |
8. | Spottere ophidser Byen, men Vismænd, de stiller Vrede. |
9. | Går Vismand i Rette med Dåre, vredes og ler han, alt preller af. |
10. | De blodtørstige hader lydefri Mand, de retsindige tager sig af ham. |
11. | En Tåbe slipper al sin Voldsomhed løs, Vismand stiller den omsider. |
12. | En Fyrste, som lytter til Løgnetale, får lufter gudløse Tjenere. |
13. | Fattigmand og Blodsuger mødes, HERREN giver begges Øjne Glans. |
14. | En Konge, der dømmer de ringe med Ret, hans Trone står fast evindelig. |
15. | Ris og Revselse, det giver Visdom, uvorn Dreng gør sin Moder Skam. |
16. | Bliver mange gudløse tiltager Synd; retfærdige ser med Fryd deres Fald. |
17. | Tugt din Søn, så kvæger han dig og bringer din Sjæl, hvad der smager. |
18. | Uden Syner forvildes et Folk; salig den, der vogter på Loven. |
19. | Med Ord lader Træl sig ikke tugte, han fatter dem vel, men adlyder ikke. |
20. | Ser du en Mand, der er hastig til Tale, for en Tåbe er der snarere Håb end for ham. |
21. | Forvænner man sin Træl fra ung, vil han til sidst være Herre. |
22. | Hidsig Mand vækker Strid, vredladen Mand gør megen Synd. |
23. | Et Menneskes Hovmod ydmyger ham, den ydmyge opnår Ære. |
24. | Hæleren hader sit Liv, han hører Forbandelsen, men melder intet. |
25. | Frygt for Mennesker leder i Snare, men den, der stoler på HERREN, er bjærget. |
26. | Mange søger en Fyrstes Gunst; Mands Ret er dog fra HERREN. |
27. | Urettens Mand er retfærdiges Gru, hvo redeligt vandrer, gudløses Gru. |
← Proverbs (29/31) → |