← Proverbs (14/31) → |
1. | Visdom bygger sit hus,dårskabs hænder river det ned. |
2. | Hvo redeligt vandrer, frygter HERREN, men den, som går Krogveje, agter ham ringe. |
3. | I Dårens Mund er Ris til hans Ryg, for de vise står Læberne Vagt. |
4. | Når der ikke er Okser, er Laden tom, ved Tyrens Kraft bliver Høsten stor. |
5. | Sanddru Vidne lyver ikke, det falske Vidne farer med Løgn. |
6. | Spotter søger Visdom, men finder den ikke, til Kundskab kommer forstandig let. |
7. | Gå fra en Mand, som er en Tåbe, der mærker du intet til Kundskabs Læber. |
8. | Den kloge i sin Visdom er klar på sin Vej, men Tåbers Dårskab er Svig. |
9. | Med Dårer driver Skyldofret Spot, men Velvilje råder iblandt retsindige. |
10. | Hjertet kender sin egen Kvide, fremmede blander sig ej i dets Glæde. |
11. | Gudløses Hus lægges øde, retsindiges Telt står i Blomst. |
12. | Mangen Vej synes Manden ret, og så er dens Ende dog Dødens Veje. |
13. | Selv under Latter kan Hjertet lide, og Glædens Ende er Kummer. |
14. | Af sine Veje mættes den frafaldne, af sine Gerninger den, som er god. |
15. | Den tankeløse tror hvert Ord, den kloge overtænker sine Skridt. |
16. | Den vise ængstes og skyr det onde, Tåben buser sorgløs på. |
17. | Den hidsige bærer sig tåbeligt ad, man hader rænkefuld Mand. |
18. | De tankeløse giver dårskab i Arv, de kloge efterlader sig Kundskab. |
19. | Onde må bukke for gode, gudløse stå ved retfærdiges Døre. |
20. | Fattigmand hades endog af sin Ven, men Rigmands Venner er mange. |
21. | Den, der foragter sin Næste, synder, lykkelig den, der har Medynk med arme. |
22. | De, som virker ondt, farer visselig vild; de, som virker godt, finder Nåde og Trofasthed. |
23. | Ved al Slags Møje vindes der noget, Mundsvejr volder kun Tab. |
24. | De vises Krone er Kløgt, Tåbers Krans er Dårskab. |
25. | Sanddru Vidne frelser Sjæle; den, som farer med Løgn, bedrager. |
26. | Den stærkes Tillid er HERRENs Frygt, hans Sønner skal have en Tilflugt. |
27. | HERRENs Frygt er en Livsens Kilde, derved undgås Dødens Snarer. |
28. | At Folket er stort, er Kongens Hæder, Brist på Folk er Fyrstens Fald. |
29. | Den sindige er rig på Indsigt, den heftige driver det vidt i Dårskab. |
30. | Sagtmodigt Hjerte er Liv for Legemet, Avind er Edder i Benene. |
31. | At kue den ringe er Hån mod hans Skaber, han æres ved Medynk med fattige. |
32. | Ved sin Ondskab styrtes den gudløse, ved lydefri Færd er retfærdige trygge. |
33. | Visdom bor i forstandiges Hjerte, i Tåbers Indre kendes den ikke. |
34. | Retfærdighed løfter et Folk, men Synd er Folkenes Skændsel. |
35. | En klog Tjener har Kongens Yndest, en vanartet rammer hans Vrede. |
← Proverbs (14/31) → |