← Luke (24/24) |
1. | Men på den første Dag i Ugen meget årle kom de til Graven og bragte de vellugtende Urter, som de havde beredt. |
2. | Og de fandt Stenen bortvæltet fra Graven. |
3. | Men da de gik derind, fandt de ikke den Herres Jesu Legeme. |
4. | Og det skete, da de vare tvivlrådige om dette, se, da stode to Mænd for dem i strålende Klædebon. |
5. | Men da de bleve forfærdede og bøjede deres Ansigter imod Jorden, sagde de til dem: "Hvorfor lede I efter den levende iblandt de døde? |
6. | Han er ikke her, men han er opstanden; kommer i Hu, hvorledes han talte til eder, medens han endnu var i Galilæa, og sagde, |
7. | at Menneskesønnen burde overgives i syndige Menneskers Hænder og korsfæstes og opstå på den tredje Dag." |
8. | Og de kom hans Ord i Hu. |
9. | Og de vendte tilbage fra Graven og kundgjorde alle disse Ting for de elleve og for alle de andre. |
10. | Men det var Maria Magdalene og Johanna og Maria, Jakobs Moder, og de øvrige Kvinder med dem; de sagde Apostlene disse Ting. |
11. | Og disse Ord kom dem for som løs Tale; og de troede dem ikke. |
12. | Men Peter stod op og løb til Graven; og da han kiggede derind ser han Linklæderne alene liggende der, og han gik hjem i Undren over det, som var sket. |
13. | Og se, to af dem vandrede på den samme Dag til en Landsby, som lå tresindstyve Stadier fra Jerusalem, dens Navn var Emmaus. |
14. | Og de talte med hinanden om alle disse Ting, som vare skete. |
15. | Og det skete, medens de samtalede og spurgte hinanden indbyrdes, da kom Jesus selv nær og vandrede med dem. |
16. | Men deres Øjne holdtes til, så de ikke kendte ham. |
17. | Men han sagde til dem: "Hvad er dette for Ord, som I skifte med hinanden på Vejen?" Og de standsede bedrøvede. |
18. | Men en af dem, som hed Kleofas, svarede og sagde til ham: "Er du alene fremmed i Jerusalem og ved ikke, hvad der er sket der i disse dage?" |
19. | Og han sagde til dem: "Hvilket?" Men de sagde til ham: "Det med Jesus af Nazareth, som var en Profet, mægtig i Gerning og Ord for Gud og alt Folket; |
20. | og hvorledes Ypperstepræsterne og vore Rådsherrer have overgivet ham til Dødsdom og korsfæstet ham. |
21. | Men vi håbede, at han var den, som skulde forløse Israel. Men med alt dette er det i Dag den tredje Dag, siden dette skete. |
22. | Men også nogle af vore Kvinder have forfærdet os, idet de kom årle til Graven, |
23. | og da de ikke fandt hans Legeme, kom de og sagde, at de havde også set et Syn af Engle, der sagde, at han lever. |
24. | Og nogle af vore gik hen til Graven, og de fandt det således, som Kvinderne havde sagt; men ham så de ikke." |
25. | Og han sagde til dem: "O I uforstandige og senhjertede til at tro på alt det, som Profeterne have talt! |
26. | Burde ikke Kristus lide dette og indgå til sin Herlighed?" |
27. | Og han begyndte fra Moses og fra alle Profeterne og udlagde dem i alle Skrifterne det, som handlede om ham. |
28. | Og de nærmede sig til Landsbyen, som de gik til; og han lod, som han vilde gå videre. |
29. | Og de nødte ham meget og sagde: "Bliv hos os; thi det er mod Aften, og Dagen hælder." Og han gik ind for at blive hos dem. |
30. | Og det skete, da han havde sat sig med dem til Bords, tog han Brødet, velsignede og brød det og gav dem det. |
31. | Da bleve deres Øjne åbnede, og de kendte ham; og han blev usynlig for dem. |
32. | Og de sagde til hinanden: "Brændte ikke vort Hjerte i os, medens han talte til os på Vejen og oplod os Skrifterne?" |
33. | Og de stode op i den samme Time og vendte tilbage til Jerusalem og fandt forsamlede de elleve og dem, som vare med dem, hvilke sagde: |
34. | "Herren er virkelig opstanden og set af Simon." |
35. | Og de fortalte, hvad der var sket på Vejen, og hvorledes han blev kendt af dem, idet han brød Brødet. |
36. | Men medens de talte dette, stod han selv midt iblandt dem; og han siger til dem: "Fred være med eder!" |
37. | Da forskrækkedes de og betoges af Frygt og mente, at de så en Ånd. |
38. | Og han sagde til dem: "Hvorfor ere I forfærdede? og hvorfor opstiger der Tvivl i eders Hjerter? |
39. | Ser mine Hænder og mine Fødder, at det er mig selv; føler på mig og ser; thi en Ånd har ikke Kød og Ben, som I se, at jeg har." |
40. | Og da han havde sagt dette, viste han dem sine Hænder og sine Fødder. |
41. | Men da de af Glæde herover endnu ikke kunde tro og undrede sig, sagde han til dem: "Have I her noget at spise?" |
42. | Og de gave ham et Stykke af en stegt Fisk. |
43. | Og han tog det og spiste det for deres Øjne. |
44. | Men han sagde til dem: "Dette er mine Ord, som jeg talte til eder, medens jeg endnu var hos eder, at de Ting bør alle sammen opfyldes, som ere skrevne om mig i Mose Lov og Profeterne og Salmerne." |
45. | Da oplod han deres Forstand til at forstå Skrifterne. |
46. | Og han sagde til dem: "Således er der skrevet, at Kristus skulde lide og opstå fra de døde på den tredje Dag, |
47. | og at der i hans Navn skal prædikes Omvendelse og Syndernes Forladelse for alle Folkeslagene og begyndes fra Jerusalem. |
48. | I ere Vidner om disse Ting. |
49. | Og se, jeg sender min Faders Forjættelse over eder; men I skulle blive i Staden, indtil I blive iførte Kraft fra det høje." |
50. | Men han førte dem ud til hen imod Bethania, og han opløftede sine Hænder og velsignede dem. |
51. | Og det skete, idet han velsignede dem, skiltes han fra dem og opløftedes til Himmelen. |
52. | Og efter at have tilbedt ham vendte de tilbage til Jerusalem med stor Glæde. |
53. | Og de vare stedse i Helligdommen og priste Gud. |
← Luke (24/24) |