Luke (22/24)

← Luke (22/24) →

Men de usyrede Brøds Højtid, som kaldes Påske, nærmede sig.

Og Ypperstepræsterne og de skriftkloge søgte, hvorledes de kunde slå ham ihjel; thi de frygtede for Folket.

Men Satan gik ind i Judas, som kaldes Iskariot og var en af de tolv.

Og han gik hen og talte med Ypperstepræsterne og Høvedsmændene om, hvorledes han vilde forråde ham til dem.

Og de bleve glade og lovede at give ham Penge.

Og han tilsagde det; og han søgte Lejlighed til at forråde ham til dem uden Opløb.

Men de usyrede Brøds Dag kom, på hvilken man skulde slagte Påskelammet.

Og han udsendte Peter og Johannes og sagde: "Går hen og bereder os Påskelammet, at vi kunne spise det."

Men de sagde til ham: "Hvor vil du, at vi skulle berede det?"

10.

Men han sagde til dem: "Se, når I ere komne ind i Staden, skal der møde eder en Mand, som bærer en Vandkrukke; følger ham til Huset, hvor han går ind,

11.

og I skulle sige til Husbonden i Huset: Mesteren siger: Hvor er det Herberge, hvor jeg kan spise Påskelammet med mine Disciple?

12.

Og han skal vise eder en stor Sal opdækket; der skulle I berede det."

13.

Og de gik hen og fandt det således, som han havde sagt dem; og de beredte Påskelammet.

14.

Og da Timen kom, satte han sig til Bords, og Apostlene med ham.

15.

Og han sagde til dem: "Jeg har hjerteligt længtes efter at spise dette Påskelam med eder, førend jeg lider.

16.

Thi jeg siger eder, at jeg skal ingen Sinde mere spise det, førend det bliver fuldkommet i Guds Rige."

17.

Og han tog en Kalk, takkede og sagde: "Tager dette, og deler det imellem eder!

18.

Thi jeg siger eder, at fra nu af skal jeg ikke drikke af Vintræets Frugt, førend Guds Rige kommer."

19.

Og han tog Brød, takkede og brød det og gav dem det og sagde: "Dette er mit Legeme, det, som gives for eder; gører dette til min Ihukommelse!"

20.

Ligeså tog han også Kalken efter Aftensmåltidet og sagde: "Denne Kalk er den nye Pagt i mit Blod, det, som udgydes for eder.

21.

Men se, hans Hånd, som forråder mig, er her på Bordet hos mig.

22.

Thi Menneskesønnen går bort, som det er beskikket; dog ve det Menneske, ved hvem han bliver forrådt!"

23.

Og de begyndte at spørge hverandre indbyrdes om, hvem af dem det dog kunde være, som skulde gøre dette.

24.

Men der opstod også en Trætte iblandt dem om, hvem at dem der måtte synes at være den største.

25.

Men han sagde til dem: "Folkenes Konger herske over dem, og de, som bruge Myndighed over dem, kaldes deres Velgørere.

26.

I derimod ikke således; men den ældste iblandt eder blive som den yngste, og Føreren som den, der tjener.

27.

Thi hvem er størst: den, som sidder til Bords? eller den, som tjener? Mon ikke den, som sidder til Bords? Men jeg er iblandt eder som den, der tjener.

28.

Men I ere de, som have holdt ud med mig i mine Fristelser.

29.

Og ligesom min Fader har tildelt mig Kongedømme, tildeler jeg eder

30.

at skulle spise og drikke ved mit Bord i mit Rige og sidde på Troner og dømme Israels tolv Stammer."

31.

Men Herren sagde: "Simon, Simon! se, Satan begærede eder for at sigte eder som Hvede.

32.

Men jeg bad for dig, at din Tro ikke skal svigte; og når du engang omvender dig, da styrk dine Brødre!"

33.

Men han sagde til ham: "Herre! jeg er rede til at gå med dig både i Fængsel og i Døden."

34.

Men han sagde: "Peter! jeg siger dig: Hanen skal ikke gale i Dag, førend du tre Gange har nægtet, at du kender mig."

35.

Og han sagde til dem: "Da jeg udsendte eder uden Pung og Taske og Sko, manglede I da noget?" Og de sagde: "Intet."

36.

Men han sagde til dem: "Men nu, den, som har en Pung, tage den med, ligeså også en Taske; og den, som ikke har noget Sværd, sælge sin Kappe og købe et!

37.

Thi jeg siger eder: Det, som er skrevet, bør opfyldes på mig, dette: "Og han blev regnet iblandt Overtrædere;" thi også med mig har det en Ende."

38.

Men de sagde: "Herre! se, her er to Sværd." Men han sagde til dem: "Det er nok."

39.

Og han gik ud og gik efter sin Sædvane til Oliebjerget; men også Disciplene fulgte ham.

40.

Men da han kom til Stedet, sagde han til dem: "Beder om ikke at falde i Fristelse."

41.

Og han rev sig løs fra dem, så meget som et Stenkast, og faldt på Knæ, bad og sagde:

42.

"Fader, vilde du dog tage denne Kalk fra mig! dog ske ikke min Villie, men din!"

43.

Men en Engel fra Himmelen viste sig for ham og styrkede ham.

44.

Og da han var i Dødsangst, bad han heftigere; men hans Sved blev som Blodsdråber, der faldt ned på Jorden.

45.

Og da han stod op fra Bønnen og kom til Disciplene, fandt han dem sovende af Bedrøvelse.

46.

Og han sagde til dem: "Hvorfor sove I? Står op og beder, for at I ikke skulle falde i Fristelse."

47.

Medens han endnu talte, se, da kom der en Skare; og han, som hed Judas, en af de tolv, gik foran dem og nærmede sig til Jesus for at kysse ham.

48.

Men Jesus sagde til ham: "Judas! forråder du Menneskesønnen med et Kys?"

49.

Men da de,som vare omkring ham, så, hvad der vilde ske, sagde de: "Herre! skulle vi slå til med Sværd?"

50.

Og en af dem slog Ypperstepræstens Tjener og afhuggede hans højre Øre.

51.

Men Jesus tog til Orde og sagde: "Lad dem gøre også dette!" Og han rørte ved hans Øre og lægte ham.

52.

Men Jesus sagde til Ypperstepræsterne og Høvedsmændene for Helligdommen og de ældste, som vare komne til ham: "I ere gåede ud som imod en Røver med Sværd og Knipler.

53.

Da jeg var daglig hos eder i Helligdommen, udrakte I ikke Hænderne imod mig; men dette er eders Time og Mørkets Magt."

54.

Og de grebe ham og førte ham bort og bragte ham ind i Ypperstepræstens Hus; men Peter fulgte efter i Frastand.

55.

Og de tændte en Ild midt i Gården og satte sig sammen, og Peter sad midt iblandt dem.

56.

Men en Pige så ham sidde i Lysskæret og stirrede på ham og sagde: "Også denne var med ham."

57.

Men han fornægtede ham og sagde: "Jeg kender ham ikke. Kvinde!"

58.

Og lidt derefter så en anden ham og sagde: "Også du er en af dem." Men Peter sagde: "Menneske! det er jeg ikke."

59.

Og omtrent en Time derefter forsikrede en anden det og sagde: "I Sandhed, også denne var med ham; han er jo også en Galilæer."

60.

Men Peter sagde: "Menneske! jeg forstår ikke, hvad du siger." Og straks, medens han endnu talte. galede Hanen.

61.

Og Herren vendte sig og så på Peter; og Peter kom Herrens Ord i Hu, hvorledes han havde sagt til ham: "Førend Hanen galer i Dag, skal du fornægte mig tre Gange."

62.

Og han gik udenfor og græd bitterligt.

63.

Og de Mænd, som holdt Jesus, spottede ham og sloge ham;

64.

og de kastede et Klæde over ham og spurgte ham og sagde: "Profeter! hvem var det, som slog dig?"

65.

Og mange andre Ting sagde de spottende til ham.

66.

Og da det blev Dag, samlede Folkets Ældste sig og Ypperstepræsterne og de skriftkloge, og de førte ham hen for deres Råd

67.

og sagde: "Er du Kristus, da sig os det!" Men han sagde til dem: "Siger jeg eder det, tro I det ikke.

68.

Og om jeg spørger, svare I mig ikke, ej heller løslade I mig.

69.

Men fra nu af skal Menneskesønnen sidde ved Guds Krafts højre Hånd."

70.

Men de sagde alle: "Er du da Guds Søn?" Og han sagde til dem: "I sige det; jeg er det."

71.

Men de sagde: "Hvad have vi længere Vidnesbyrd nødig? vi have jo selv hørt det af hans Mund!"

← Luke (22/24) →