Luke (1/24) → |
1. | Efterdi mange have taget sig for at forfatte en Beretning om de Ting, som ere fuldbyrdede iblandt os, |
2. | således som de, der fra Begyndelsen bleve Øjenvidner og Ordets Tjenere, have overleveret os: |
3. | så har også jeg besluttet, efter nøje at have gennemgået alt forfra, at nedskrive det for dig i Orden, mægtigste Theofilus! |
4. | for at du kan erkende Pålideligheden af de Ting, hvorom du er bleven mundtligt undervist. |
5. | I de Dage, da Herodes var Konge i Judæa, var der en Præst af Abias Skifte, ved Navn Sakarias; og han havde en Hustru af Arons Døtre, og hendes Navn var Elisabeth. |
6. | Men de vare begge retfærdige for Gud og vandrede udadlelige i alle Herrens Bud og Forskrifter. |
7. | Og de havde intet Barn, efterdi Elisabeth var ufrugtbar, og de vare begge fremrykkede i Alder. |
8. | Men det skete, medens han efter sit Skiftes Orden gjorde Præstetjeneste for Gud, |
9. | tilfaldt det ham efter Præstetjenestens Sædvane at gå ind i Herrens Tempel og bringe Røgelseofferet. |
10. | Og hele Folkets Mængde holdt Bøn udenfor i Røgelseofferets Time. |
11. | Men en Herrens Engel viste sig for ham, stående ved den højre Side af Røgelsesalteret. |
12. | Og da Sakarias så ham, forfærdedes han, og Frygt faldt over ham. |
13. | Men Engelen sagde til ham: "Frygt ikke, Sakarias! thi din Bøn er hørt, og din Hustru Elisabeth skal føde dig en Søn, og du skal kalde hans Navn Johannes. |
14. | Og han skal blive dig til Glæde og Fryd, og mange skulle glædes over hans Fødsel; |
15. | thi han skal være stor for Herren. Og Vin og stærk Drik skal han ej drikke, og han skal fyldes med den Helligånd alt fra Moders Liv, |
16. | og mange af Israels Børn skal han omvende til Herren deres Gud. |
17. | Og han skal gå foran for ham i Elias's Ånd og Kraft for at vende Fædres Hjerter til Børn og genstridige til retfærdiges Sind for at berede Herren et velskikket folk." |
18. | Og Sakarias sagde til Engelen: "Hvorpå skal jeg kende dette? thi jeg er gammel, og min Hustru er fremrykket i Alder." |
19. | Og Engelen svarede og sagde til ham: "Jeg er Gabriel, som står for Guds Åsyn, og jeg er udsendt for at tale til dig og for at forkynde dig dette Glædesbudskab. |
20. | Og se, du skal blive stum og ikke kunne tale indtil den Dag, da dette sker, fordi du ikke troede mine Ord, som dog skulle fuldbyrdes i deres Tid," |
21. | Og folket biede efter Sakarias, og de undrede sig over, at han tøvede i Templet. |
22. | Og da han kom ud, kunde han ikke tale til dem, og de forstode, at han havde set et Syn i Templet; og han gjorde Tegn til dem og forblev stum. |
23. | Og det skete, da hans Tjenestes Dage vare fuldendte, gik han hjem til sit Hus. |
24. | Men efter disse Dage blev hans Hustru Elisabeth frugtsommelig, og hun skjulte sig fem Måneder og sagde: |
25. | "Således har Herren gjort imod mig i de Dage, da han så til mig for at borttage min Skam iblandt Mennesker:" |
26. | Men i den sjette Måned blev Engelen Gabriel sendt fra Gud til en By i Galilæa, som hedder Nazareth, |
27. | til en Jomfru, som var trolovet med en Mand ved Navn Josef, af Davids Hus; og Jomfruens Navn var Maria. |
28. | Og Engelen kom ind til hende og sagde: "Hil være dig, du benådede, Herren er med dig, du velsignede iblandt Kvinder!" |
29. | Men hun blev forfærdet over den Tale, og hun tænkte, hvad dette skulde være for en Hilsen. |
30. | Og Engelen sagde til hende: "Frygt ikke, Maria! thi du har fundet Nåde hos Gud. |
31. | Og se, du skal undfange og føde en Søn,og du skal kalde hans Navn Jesus. |
32. | Han skal være stor og kaldes den Højestes Søn; og Gud Herren skal give ham Davids, hans Faders Trone. |
33. | Og han skal være Konge over Jakobs Hus evindelig, og der skal ikke være Ende på hans Kongedømme." |
34. | Men Maria sagde til Engelen: "Hvorledes skal dette gå til, efterdi jeg ikke ved af nogen Mand?" |
35. | Og Engelen svarede og sagde til hende: Den Helligånd skal komme over dig, og den Højestes Kraft skal overskygge dig; derfor skal også det hellige, som fødes,. kaldes Guds Søn. |
36. | Og se, Elisabeth din Frænke, også hun har undfanget en Søn i sin Alderdom, og denne Måned er den sjette for hende, som kaldes ufrugtbar. |
37. | Thi intet vil være umuligt for Gud." |
38. | Men Maria sagde: "Se, jeg er Herrens Tjenerinde; mig ske efter dit Ord!" Og Engelen skiltes fra hende. |
39. | Men Maria stod op i de samme Dage og drog skyndsomt til Bjergegnen til en By i Juda. |
40. | Og hun kom ind i Sakarias's Hus og hilste Elisabeth. |
41. | Og det skete, da Elisabeth hørte Marias Hilsen, sprang Fosteret i hendes Liv. Og Elisabeth blev fyldt med den Helligånd |
42. | og råbte med høj Røst og sagde: "Velsignet er du iblandt Kvinder! og velsignet er dit Livs Frugt! |
43. | Og hvorledes times dette mig, at min Herres Moder kommer til mig? |
44. | Thi se, da din Hilsens Røst nåede mine Øren, sprang Fosteret i mit Liv med Fryd. |
45. | Og salig er hun, som troede; thi det skal fuldkommes, hvad der er sagt hende af Herren," |
46. | Og Maria sagde: "Min Sjæl ophøjer Herren; |
47. | og min Ånd fryder sig over Gud, min Frelser; |
48. | thi han har set til sin Tjenerindes Ringhed. Thi se, nu herefter skulle alle Slægter prise mig salig, |
49. | fordi den mægtige har gjort store Ting imod mig. Og hans Navn er helligt; |
50. | og hans Barmhjertighed varer fra Slægt til Slægt over dem, som frygte ham. |
51. | Han har øvet Vælde med sin Arm; han har adspredt dem, som ere hovmodige i deres Hjertes Tanke. |
52. | Han har nedstødt mægtige fra Troner og ophøjet ringe. |
53. | Hungrige har han mættet med gode Gaver, og rige har han sendt tomhændede bort. |
54. | Han har taget sig af sin Tjener Israel for at ihukomme Barmhjertighed |
55. | imod Abraham og hans Sæd til evig Tid, således som han talte til vore Fædre." |
56. | Og Maria blev hos hende omtrent tre Måneder, og hun drog til sit Hjem igen. |
57. | Men for Elisabeth fuldkommedes Tiden til, at hun skulde føde, og hun fødte en Søn. |
58. | Og hendes Naboer og Slægtninge hørte, at Herren havde gjort sin Barmhjertighed stor imod hende, og de glædede sig med hende. |
59. | Og det skete på den ottende Dag, da kom de for at omskære Barnet; og de vilde kalde det Sakarias efter Faderens Navn. |
60. | Og hans Moder svarede og sagde: "Nej, han skal kaldes Johannes." |
61. | Og de sagde til hende: "Der er ingen i din Slægt, som kaldes med dette Navn." |
62. | Men de gjorde Tegn til hans Fader om, hvad han vilde, det skulde kaldes. |
63. | Og han forlangte en Tavle og skrev disse Ord: "Johannes er hans Navn." Og de undrede sig alle. |
64. | Men straks oplodes hans Mund og hans Tunge, og han talte og priste Gud. |
65. | Og der kom en Frygt over alle, som boede omkring dem, og alt dette rygtedes over hele Judæas Bjergegn. |
66. | Og alle, som hørte det, lagde sig det på Hjerte og sagde: "Hvad mon der skal blive af dette Barn?" Thi Herrens Hånd var med ham. |
67. | Og Sakarias, hans Fader, blev fyldt med den Helligånd, og han profeterede og sagde: |
68. | "Lovet være Herren, Israels Gud! thi han har besøgt og forløst sit Folk |
69. | og har oprejst os et Frelsens Horn" i sin Tjener Davids Hus, |
70. | således som han talte ved sine hellige Profeters Mund fra fordums Tid, |
71. | en Frelse fra vore Fjender og fra alle deres Hånd, som hade os, |
72. | for at gøre Barmhjertighed imod vore Fædre og ihukomme sin hellige Pagt, |
73. | den Ed, som han svor vor Fader Abraham, at han vilde give os, |
74. | at vi, friede fra vore Fjenders Hånd, skulde tjene ham uden Frygt, |
75. | i Hellighed og Retfærdighed for hans Åsyn, alle vore Dage. |
76. | Men også du, Barnlille! skal kaldes den Højestes Profet; thi du skal gå foran for Herrens Åsyn for at berede hans Veje, |
77. | for at give hans Folk Erkendelse af Frelse ved deres Synders Forladelse, |
78. | for vor Guds inderlige Barmhjertigheds Skyld, ved hvilken Lyset fra det høje har besøgt os |
79. | for at skinne for dem, som sidde i Mørke og i Dødens Skygge, for at lede vore Fødder ind på Fredens Vej," |
80. | Men Barnet voksede og blev styrket i Ånden; og han var i Ørkenerne indtil den Dag, da han trådte frem for Israel. |
Luke (1/24) → |