| ← Job (8/42) → |
| 1. | Så tog Sjuhiten Bildad til Orde og sagde: |
| 2. | "Hvor længe taler du så, hvor længe skal Mundens Uvejr rase? |
| 3. | Mon Gud vel bøjer Retten, bøjer den Almægtige Retfærd? |
| 4. | Har dine Sønner syndet imod ham, og gav han dem deres Brøde i Vold, |
| 5. | så søg du nu hen til Gud og bed hans Almagt om Nåde! |
| 6. | Såfremt du er ren og oprigtig, ja, da vil han våge over dig, genrejse din Retfærds Bolig; |
| 7. | din fordums Lykke vil synes ringe, såre stor skal din Fremtid blive. |
| 8. | Thi spørg dog den befarne Slægt, læg Mærke til Fædrenes Granskning! |
| 9. | Vi er fra i Går, og intet ved vi, en Skygge er vore Dage på Jord. |
| 10. | Mon ej de kan lære dig, sige dig det og give dig Svar af Hjertet: |
| 11. | Vokser der Siv, hvor der ikke er Sump, gror Nilgræs frem, hvor der ikke er Vand? |
| 12. | Endnu i Grøde, uden at høstes, visner det før alt andet Græs. |
| 13. | Så går det enhver, der glemmer Gud, en vanhelliges Håb slår fejl: |
| 14. | som Sommerspind er hans Tilflugt, hans Tillid er Spindelvæv; |
| 15. | han støtter sig til sit Hus, det falder, han klynger sig til det, ej står det fast. |
| 16. | I Solskinnet vokser han frodigt, hans Ranker breder sig Haven over, |
| 17. | i Stendynger fletter hans Rødder sig ind, han hager sig fast mellem Sten; |
| 18. | men rives han bort fra sit Sted, fornægter det ham: "Jeg har ikke set dig!" |
| 19. | Se, det er Glæden, han har af sin Vej, og af Jorden fremspirer en anden! |
| 20. | Se, Gud agter ej den uskyldige ringe, han holder ej fast ved de ondes Hånd. |
| 21. | End skal han fylde din Mund med Latter og dine Læber med Jubel; |
| 22. | dine Avindsmænd skal klædes i Skam og gudløses Telt ej findes mer! |
| ← Job (8/42) → |