← Job (36/42) → |
1. | Og videre sagde Elihu: |
2. | Bi nu lidt, jeg har noget at sige dig, thi end har jeg Ord til Forsvar for Gud. |
3. | Jeg vil hente min Viden langvejsfra og skaffe min Skaber Ret; |
4. | thi for vist, mine Ord er ikke Opspind, en Mand med fuldkommen Indsigt har du for dig. |
5. | Se, Gud forkaster det stive Sind, |
6. | den gudløse holder han ikke i Live; de arme lader han få deres Ret, |
7. | fra retfærdige vender han ikke sit Blik, men giver dem Plads for stedse hos Konger på Tronen i Højhed. |
8. | Og hvis de bindes i Lænker, fanges i Nødens Bånd, |
9. | så viser han dem deres Gerning, deres Synder, at de hovmodede sig, |
10. | åbner deres Øre for Tugt og byder dem vende sig bort fra det onde. |
11. | Hvis de så hører og bøjer sig, da ender de deres Dage i Lykke, i liflig Fryd deres År. |
12. | Men hører de ikke, falder de for Sværd og opgiver Ånden i Uforstand. |
13. | Men vanhellige Hjerter forbitres; når han binder dem, råber de ikke om Hjælp; |
14. | i Ungdommen dør deres Sjæl, deres Liv får Mandsskøgers Lod. |
15. | Den elendige frelser han ved hans Elende og åbner hans Øre ved Trængsel. |
16. | Men dig har Medgangen lokket, du var i Fred for Ulykkens Gab; ingen Trængsel indjog dig Skræk, fuldt var dit Bord af fede Retter. |
17. | Den gudløses som kom til fulde over dig, hans retfærdige Dom greb dig fat. |
18. | Lad dig ikke lokke af Vrede til Spot eller Bødens Storhed lede dig vild! |
19. | Kan vel dit Skrig gøre Ende på Nøden, eller det at du opbyder al din Kraft? |
20. | Ej må du længes efter Natten, som. opskræmmer Folkeslag der, hvor de er; |
21. | var dig og vend dig ikke til Uret, så du foretrækker ondt for at lide. |
22. | Se, ophøjet er Gud i sin Vælde, hvo er en Lærer som han? |
23. | Hvo foreskrev ham hans Vej, og hvo turde sige: "Du gjorde Uret!" |
24. | Se til at ophøje hans Værk, som Mennesker priser i Sang! |
25. | Alle Mennesker ser det med Fryd, skønt dødelige skuer det kun fra det fjerne. |
26. | Se, Gud er ophøjet, kan ikke ransages, Tal på hans År kan ikke fides. |
27. | Thi Dråber drager han ud af Havet, i hans Tåge siver de ned som Regn, |
28. | og Skyerne lader den strømme og dryppe på mange Folk. |
29. | Hvo fatter mon Skyernes Vidder eller hans Boligs Bulder? |
30. | Se, han breder sin Tåge om sig og skjuler Havets Rødder; |
31. | Thi dermed nærer han Folkene, giver dem Brød i Overflod; |
32. | han hyller sine Hænder i Lys og sender det ud imod Målet; |
33. | hans Torden melder hans Komme, selv Kvæget melder hans Optræk. |
← Job (36/42) → |