← Job (34/42) → |
1. | Og Elihu tog til Orde og sagde: |
2. | "Hør mine Ord, I vise, I forstandige Mænd, lån mig Øre! |
3. | Thi Øret prøver Ord, som Ganen smager på Mad; |
4. | lad os udgranske, hvad der er Ret, med hinanden skønne, hvad der er godt! |
5. | Job sagde jo: "Jeg er retfærdig, min Ret har Gud sat til Side; |
6. | min Ret til Trods skal jeg være en Løgner? Skønt brødefri er jeg såret til Døden!" |
7. | Er der mon Mage til Job? Han drikker Spot som Vand, |
8. | søger Selskab med Udådsmænd og Omgang med gudløse Folk! |
9. | Thi han sagde: "Det båder ikke en Mand, at han har Venskab med Gud!" |
10. | Derfor, I kloge, hør mig: Det være langt fra Gud af synde, fra den Almægtige at gøre ondt; |
11. | nej, han gengælder Menneskets Gerning, handler med Manden efter hans Færd; |
12. | Gud forbryder sig visselig ej, den Almægtige bøjer ej Retten! |
13. | Hvo gav ham Tilsyn med Jorden, hvo vogter, mon hele Verden? |
14. | Drog han sin Ånd tilbage og tog sin Ånde til sig igen, |
15. | da udånded Kødet til Hobe, og atter blev Mennesket Støv! |
16. | Har du Forstand, så hør derpå, lån Øre til mine Ord! |
17. | Mon en, der hadede Ret, kunde styre? Dømmer du ham, den Retfærdige, Vældige? |
18. | Han, som kan sige til Kongen: "Din Usling!" og "Nidding, som du er!" til Stormænd, |
19. | som ikke gør Forskel til Fordel for Fyrster ej heller foretrækker rig for ringe, thi de er alle hans Hænders Værk. |
20. | Brat må de dø, endda midt om Natten; de store slår han til, og borte er de, de vældige fjernes uden Menneskehånd. |
21. | Thi Menneskets Veje er ham for Øje, han skuer alle dets Skridt; |
22. | der er intet Mørke og intet Mulm, som Udådsmænd kan gemme sig i. |
23. | Thi Mennesket sættes der ingen Frist til at møde i Retten for Gud; |
24. | han knuser de vældige uden Forhør og sætter andre i Stedet. |
25. | Jeg hævder derfor: Han ved deres Gerninger, og ved Nattetide styrter han dem; |
26. | for deres Gudløshed slås de sønder, for alles Øjne tugter han dem, |
27. | fordi de veg borf fra ham og ikke regned hans Veje det mindste, |
28. | så de voldte, at ringe råbte til ham, og han måtte høre de armes Skrig. |
29. | Tier han stille, hvo vil dømme ham? Skjuler han sit Åsyn, hvo vil laste ham? Over Folk og Mennesker våger han dog, |
30. | for at ikke en vanhellig skal herske, en af dem, der er Folkets Snarer. |
31. | Siger da en til Gud: "Fejlet har jeg, men synder ej mer, |
32. | jeg ser det, lær du mig; har jeg gjort Uret, jeg gør det ej mer!" |
33. | skal han da gøre Gengæld, fordi du vil det, fordi du indvender noget? Ja du, ikke jeg, skal afgøre det, så sig da nu, hvad du ved! |
34. | Kloge Folk vil sige til mig som og vise Mænd, der hører mig: |
35. | "Job taler ikke med Indsigt, hans Ord er uoverlagte! |
36. | Gid Job uden Ophør må prøves, fordi han svarer som slette Folk! |
37. | Thi han dynger Synd på Synd, han optræder hovent iblandt os og fremfører mange Ord imod Gud!" |
← Job (34/42) → |