← Job (29/42) → |
1. | Og Job vedblev at fremsætte sit Tankesprog: |
2. | Ak, havde jeg det som tilforn, som dengang Gud tog sig af mig, |
3. | da hans Lampe lyste over mit Hoved, og jeg ved hans Lys vandt frem i Mørke, |
4. | som i mine modne År, da Guds Fortrolighed var over mit Telt, |
5. | da den Almægtige end var hos mig og mine Drenge var om mig, |
6. | da mine Fødder vaded i Fløde, og Olie strømmede, hvor jeg stod, |
7. | da jeg gik ud til Byens Port og rejste mit Sæde på Torvet. |
8. | Når Ungdommen så mig, gemte deo sig, Oldinge rejste sig op og stod, |
9. | Høvdinger standsed i Talen og lagde Hånd på Mund, |
10. | Stormænds Røst forstummed, deres Tunge klæbed til Ganen; |
11. | Øret hørte og priste mig lykkelig, Øjet så og tilkendte mig Ære. |
12. | Thi jeg redded den arme, der skreg om Hjælp, den faderløse, der savned en Hjælper; |
13. | den, det gik skævt, velsignede mig, jeg frydede Enkens Hjerte; |
14. | jeg klædte mig i Retfærd, og den i mig, i Ret som Kappe og Hovedbind. |
15. | Jeg var den blindes Øje, jeg var den lammes Fod; |
16. | jeg var de fattiges Fader, udreded den mig ukendtes Sag; |
17. | den lovløses Tænder brød jeg, rev Byttet ud af hans Gab. |
18. | Så tænkte jeg da: "Jeg skal dø i min Rede, leve så længe som Føniksfuglen; |
19. | min Rod kan Vand komme til, Duggen har Nattely i mine Grene; |
20. | min Ære er altid ny, min Bue er altid ung i min Hånd!" |
21. | Mig hørte de på og bied, var tavse, mens jeg gav Råd; |
22. | ingen tog Ordet, når jeg havde talt, mine Ord faldt kvægende på dem; |
23. | de bied på mig som på Regn, spærred Munden op efter Vårregn. |
24. | Mistrøstige smilte jeg til, mit Åsyns Lys fik de ej til at svinde. |
25. | Vejen valgte jeg for dem og sad som Høvding, troned som Konge blandt Hærmænd, som den, der gav sørgende Trøst. |
← Job (29/42) → |