← Job (21/42) → |
1. | Så tog Job til Orde og svarede: |
2. | "Hør dog, hør mine Ord, lad det være Trøsten, I giver! |
3. | Find jer nu i, at jeg taler, siden kan I jo håne! |
4. | Gælder min Klage Mennesker? Hvi skulde jeg ej være utålmodig? |
5. | Vend jer til mig og stivn af Rædsel, læg Hånd på Mund! |
6. | Jeg gruer, når jeg tænker derpå, mit Legeme gribes af Skælven: |
7. | De gudløse, hvorfor lever de, bliver gamle, ja vokser i Kraft? |
8. | Deres Æt har de blivende hos sig, deres Afkom for deres Øjne; |
9. | deres Huse er sikre mod Rædsler, Guds Svøbe rammer dem ikke; |
10. | ej springer deres Tyr forgæves, Koen kælver, den kaster ikke; |
11. | de slipper deres Drenge ud som Får, deres Børneflok boltrer sig ret; |
12. | de synger til Pauke og Citer, er glade til Fløjtens Toner; |
13. | de lever deres Dage i Lykke og synker med Fred i Dødsriget, |
14. | skønt de siger til Gud: "Gå fra os, at kende dine Veje er ikke vor Lyst! |
15. | Den Almægtige? Hvad han? Skal vi tjene ham? Hvad Gavn at banke på hos ham?" |
16. | Er ej deres Lykke i deres Hånd og gudløses Råd ham fjernt? |
17. | Når går de gudløses Lampe ud og når kommer Ulykken over dem? Når deler han Loddet ud i sin Vrede, |
18. | så de bliver som Strå for Vinden, som Avner, Storm fører bort? |
19. | Gemmer Gud hans Ulykkeslod til hans Børn? Ham selv gengælde han, så han mærker det, |
20. | lad ham selv få sit Vanheld at se, den Almægtiges Vrede at drikke! |
21. | Thi hvad bryder han sig siden om sit Hus, når hans Måneders Tal er udrundet? |
22. | Kan man vel tage Gud i Skole, ham, som dømmer de højeste Væsner? |
23. | En dør jo på Lykkens Tinde, helt tryg og så helt uden Sorger: |
24. | hans Spande er fulde af Mælk, hans Knogler af saftig Marv; |
25. | med bitter Sjæl dør en anden og har aldrig nydt nogen Lykke; |
26. | de lægger sig begge i Jorden, og begge dækkes af Orme! |
27. | Se, jeg kender så vel eders Tanker og de Rænker, I spinder imod mig, |
28. | når I siger: "Hvor er Stormandens Hus og det Telt, hvor de gudløse bor?" |
29. | Har I aldrig spurgt de berejste og godkendt deres Beviser: |
30. | Den onde skånes på Ulykkens Dag og frelses på Vredens Dag. |
31. | Hvem foreholder ham vel hans Færd, gengælder ham, hvad han gør? |
32. | Til Graven bæres han hen, ved hans Gravhøj holdes der Vagt; |
33. | i Dalbunden hviler han sødt, Alverden følger så efter, en Flok uden Tal gik forud for ham. |
34. | Hvor tom er den Trøst, som I giver! Eders Svar - kun Svig er tilbage! |
← Job (21/42) → |