← Job (17/42) → |
1. | Brudt er min Ånd, mine Dage slukt, og Gravene venter mig; |
2. | visselig, Spot er min Del, og bittert er, hvad mit Øje må skue. |
3. | Stil Sikkerhed for mig hos dig! Hvem anden giver mig Håndslag? |
4. | Thi du lukked deres Hjerte for Indsigt, derfor vil du ikke ophøje dem; |
5. | den, der forråder Venner til Plyndring, hans Sønners Øjne hentæres. |
6. | Til Mundheld har du gjort mig for Folk, jeg er blevet et Jærtegn for dem; |
7. | mit Øje er sløvet af Kvide, som Skygger er mine Lemmer til Hobe; |
8. | retsindige stivner af Rædsel ved sligt, over vanhellig harmes den skyldfri, |
9. | men den retfærdige holder sin Vej, en renhåndet vokser i Kraft. |
10. | Men I, mød kun alle frem igen, en Vismand fnder jeg ikke iblandt jer! |
11. | Mine Dage stunder mod Døden, brudt er mit Hjertes Ønsker; |
12. | Natten gør jeg til Dag, Lyset for mig er Mørke; |
13. | vil jeg håbe, får jeg dog Bolig i Døden, jeg reder i Mørket mit Leje, |
14. | Graven kalder jeg Fader, Forrådnelsen Moder og Søster. |
15. | Hvor er da vel mit Håb, og hvo kan øjne min Lykke? |
16. | Mon de vil følge mig ned i Dødsriget, skal sammen vi synke i Støvet? |
← Job (17/42) → |