← Job (14/42) → |
1. | Mennesket, født af en Kvinde, hans Liv er stakket, han mættes af Uro; |
2. | han spirer som Blomsten og visner, flyr som Skyggen, står ikke fast. |
3. | Og på ham vil du rette dit Øje, ham vil du stævne for Retten! |
4. | Ja, kunde der komme en ren af en uren! Nej, end ikke een! |
5. | Når hans Dages Tal er fastsat, hans Måneder talt hos dig, og du har sat ham en uoverskridelig Grænse, |
6. | tag så dit Øje fra ham, lad ham i Fred, at han kan nyde sin Dag som en Daglejer! |
7. | Thi for et Træ er der Håb: Fældes det, skyder det atter, det fattes ej nye Skud; |
8. | ældes end Roden i Jorden, dør end Stubben i Mulde: |
9. | lugter det Vand, får det nye Skud, skyder Grene som nyplantet Træ; |
10. | men dør en Mand, er det ude med ham, udånder Mennesket, hvor er han da? |
11. | Som Vand løber ud af Søen og Floden svinder og tørres, |
12. | så lægger Manden sig, rejser sig ikke, vågner ikke, før Himlen forgår, aldrig vækkes han af sin Søvn. |
13. | Tag dog og gem mig i Dødens Rige, skjul mig, indtil din Vrede er ovre, sæt mig en Frist og kom mig i Hu! |
14. | Om Manden dog døde for atter at leve! Da vented jeg rolig al Stridens Tid, indtil min Afløsning kom; |
15. | du skulde kalde - og jeg skulde svare længes imod dine Hænders Værk! |
16. | Derimod tæller du nu mine Skridt, du tilgiver ikke min Synd, |
17. | forseglet ligger min Brøde i Posen, og over min Skyld har du lukket til. |
18. | Nej, ligesom Bjerget skrider og falder, som Klippen rokkes fra Grunden, |
19. | som Vandet udhuler Sten og Plaskregn bortskyller Jord, så har du udslukt Menneskets Håb. |
20. | For evigt slår du ham ned, han går bort, skamskænder hans Ansigt og lader ham fare. |
21. | Hans Sønner hædres, han ved det ikke, de synker i Ringhed, han mærker det ikke; |
22. | ikkun hans eget Kød volder Smerte, ikkun hans egen Sjæl volder Sorg. |
← Job (14/42) → |