| ← Isaiah (52/66) → |
| 1. | Vågn op, vågn op, ifør dig tag dit Højtidsskrud på, Jerusalem, hellige By! Thi uomskårne, urene Folk skal ej mer komme ind. |
| 2. | Ryst Støvet af dig, stå op, tag Sæde, Jerusalem, fri dig for Halslænken, Zions fangne Datter! |
| 3. | Thi så siger HERREN: For intet solgtes I, og uden Sølv skal I løskøbes. |
| 4. | Thi så siger den Herre HERREN: I Begyndelsen drog mit Folk ned til Ægypten for at bo der som fremmed, og siden undertrykte Assyrien det uden Vederlag. |
| 5. | Og nu? Hvad har jeg at gøre her? lyder det fra HERREN; mit Folk er jo ranet for intet. De, der hersker over det, brovter, lyder det fra HERREN, og mit Navn vanæres ustandseligt Dagen lang. |
| 6. | Derfor skal mit Folk kende mit Navn på hin Dag, at det er mig, som har talet, ja mig. |
| 7. | Hvor liflige er på Bjergene Glædesbudets Fodtrin, han, som udråber Fred, bringer gode Tidender, udråber Frelse, som siger til Zion: "Din Gud har vist, han er Konge." |
| 8. | Hør, dine Vægtere råber, de jubler til Hobe, thi de ser for deres Øjne HERREN vende hjem til Zion. |
| 9. | Bryd ud til Hobe i Jubel, Jerusalems Tomter! Thi HERREN trøster sit Folk, genløser Jerusalem. |
| 10. | Han blotter sin hellige Arm for al Folkenes Øjne, den vide Jord skal skue Frelsen fra vor Gud. |
| 11. | Bort, bort, drag ud derfra, rør ej noget urent, bort, tvæt jer, I, som bærer HERRENs Kar! |
| 12. | Thi i Hast skal I ej drage ud, I skal ikke flygte; nej, foran eder går HERREN, eders Tog slutter Israels Gud. |
| 13. | Se, min Tjener får Fremgang han stiger, løftes og ophøjes såre. |
| 14. | Som mange blev målløse over ham, så umenneskelig ussel så han ud, han ligned ej Menneskenes Børn |
| 15. | skal Folk i Mængde undres, Konger blive stumme over ham; thi hvad ikke var sagt dem, ser de, de skuer, hvad de ikke havde hørt. |
| ← Isaiah (52/66) → |