← Isaiah (33/66) → |
1. | Ve dig, du Hærværksmand, selv ikke hærget, du Ransmand, skånet for Ran! Når dit Hærværk er endt, skal du hærges, når din Ranen har Ende, skal der ranes fra dig! |
2. | HERRE, vær os nådig, vi bier på dig, vær du vor Arm hver Morgen, vor Frelse i Nødens Stund! |
3. | For Bulderet må Folkeslag fly; når du rejser dig, splittes Folkene. |
4. | Som Græshopper bortriver, bortrives Bytte, man styrter derover som Græshoppesværme. |
5. | Ophøjet er HERREN, thi han bor i det høje, han fylder Zion med Ret og Retfærd. |
6. | Trygge Tider skal du have, en Frelsesrigdom er Visdom og Indsigt, HERRENs Frygt er din Skat. |
7. | Se, deres Helte skriger derude, Fredens Sendebud græder bittert; |
8. | Vejene er øde, vejfarende borte. Han brød sin Pagt, agted Byer ringe, Mennesker regned han ikke. |
9. | Landet blegner og sygner, Libanon skæmmes og visner; Saron er som en Ørken, Basan og Karmel uden Løv. |
10. | Nu står jeg op, siger HERREN, nu vil jeg rejse mig, nu træde frem! |
11. | I undfanger Strå og føder Halm, eders Ånde er Ild, der fortærer jer selv; |
12. | til Kalk skal Folkene brændes som afhugget Torn, der brænder i Ild. |
13. | Hvad jeg gør, skal rygtes til fjerne Folk, nære skal kende min Vælde. |
14. | På Zion skal Syndere bæve, Niddinger gribes af Skælven: "Hvem kan bo ved fortærende Ild, hvem kan bo ved evige Bål?" |
15. | Den, der vandrer i Retfærd og taler oprigtigt, ringeagter Vinding, vundet ved Uret, vægrer sig ved at tage mod Gave, tilstopper Øret over for Blodråd og lukker Øjnene over for det onde - |
16. | højt skal en sådan bo, hans Værn skal Klippeborge være; han får sit Brød, og Vand er ham sikret. |
17. | Dine Øjne får Kongen at se i hans Skønhed, de skuer et vidtstrakt Land. |
18. | Dit Hjerte skal tænke på Rædselen: "Hvor er nu han, der talte og vejede, han, der talte Tårnene?" |
19. | Du ser ej det vilde Folk med dybt, uforståeligt Mål, med stammende, ufattelig Tunge. |
20. | Se på Zion, vore Højtiders By! Dine Øjne skal skue Jerusalem, et sikkert Lejrsted, et Telt, der ej flytter, hvis Pæle aldrig rykkes op, hvis Snore ej rives over. |
21. | Nej der træder HERRENs Bæk for os i Floders og brede Strømmes Sted; der kan ej Åreskib gå, ej vældigt Langskib sejle. |
22. | Thi HERREN er vor Dommer, HERREN er vor Hersker, HERREN er vor Konge, han bringer os Frelse. |
23. | Slapt hænger dit Tovværk, det holder ej Råen og spænder ej Sejlet. Da uddeles røvet Bytte i Overflod, halte tager Del i Rovet. |
24. | Ingen Indbygger siger: "Jeg er syg!" Folket der har sin Synd forladt. |
← Isaiah (33/66) → |