| ← Isaiah (2/66) → |
| 1. | Dette er, hvad Esajas, Amoz's Søn, skuede om Jerusalem: |
| 2. | Det skal ske i de sidste Dage, at HERRENs Huses Bjerg, grundfæstet på Bjergenes Top, skal løfte sig op over Højene. Did skal Folkene strømme |
| 3. | og talrige Folkeslag vandre: "Kom, lad os drage til HERRENs Bjerg, til Jakobs Guds Hus; han skal lære os sine Veje, så vi kan gå på hans Stier; thi fra Zion udgår Åbenbaring, fra Jerusalem, HERRENs Ord:" |
| 4. | Da dømmer han Folk imellem, skifter Ret mellem talrige Folkeslag; deres Sværd skal de smede til Plovjern, deres Spyd til Vingårdsknive; Folk skal ej løfte Sværd mod Folk, ej øve sig i Våbenfærd mer. |
| 5. | Kom, Jakobs Hus, lad os vandre i HERRENs Lys! |
| 6. | Thi du forskød dit Folk, Jakobs Hus; de er fulde af Østens Væsen og spår, som var de Filistre, giver Folk fra Udlandet Håndslag. |
| 7. | Deres Land er fuldt af Sølv og Guld, talløse er deres Skatte; deres Land er fuldt af Heste, talløse er deres vogne; |
| 8. | deres Land er fuldt af Afguder, de tilbeder Værk af deres Hænder, Ting, deres Fingre har lavet. |
| 9. | Men bøjes skal Mennesket, Manden ydmyges, tilgiv dem ikke! |
| 10. | Gå ind i Klippen, skjul dig, i Støvet for HERRENs Rædsel, hans Højheds Herlighed! |
| 11. | Sine stolte Øjne skal Mennesket slå ned, Mændenes Hovmod skal bøjes, og HERREN alene være høj på hin Dag. |
| 12. | Thi en Dag har Hærskarers HERRE mod alt det høje og knejsende, mod alt ophøjet og stolt, |
| 13. | med alle Libanons Cedre, de knejsende høje, og alle Basans Ege, |
| 14. | mod alle knejsende Bjerge og alle høje Fjelde, |
| 15. | mod alle stolte Tårne og alle stejle Mure, |
| 16. | mod alle Tarsisskibe og hver en kostelig Ladning. |
| 17. | Da skal Menneskets Stolthed bøjes, Mændenes Hovmod ydmyges. og HERREN alene være høj på hin Dag. |
| 18. | Afguderne skal helt forsvinde. |
| 19. | Og man skal gå ind i Klippehuler og Jordhuller for HERRENs Rædsel, hans Højheds Herlighed når han står op for at forfærde Jorden. |
| 20. | På hin Dag skal Mennesket slænge sine Guder af Sølv og Guld, som han lavede sig for at tilbede dem, hen til Muldvarpe og Flagermus |
| 21. | for at gå ind i Klipperevner og Fjeldkløfter for HERRENs Rædsel, hans Højheds Herlighed, når han står op for at forfærde Jorden. |
| 22. | Slå ikke mer eders Lid til Mennesker, i hvis Næse der kun er flygtig Ånde, thi hvad er de at regne for? |
| ← Isaiah (2/66) → |