Isaiah (1/66) → |
1. | Det Syn, Esajas, Amoz's Søn, skuede om Juda og Jerusalem, i de dage da Uzzija, Jotam, Akaz og Ezekias var Konger i Juda. |
2. | Hør, I Himle, lyt, du Jord, thi HERREN taler: Børn har jeg opfødt og fostret, men de forbrød sig imod mig. |
3. | En Okse kender sin Ejer, et Æsel sin Herres Krybbe; men Israel kender intet, mit Folk kan intet fatte. |
4. | Ve det syndefulde Folk, en brødetynget Slægt, Ugerningsmænds Æt, vanartede Børn! De svigtede HERREN, lod hånt om Israels Hellige, vendte ham Ryg. |
5. | Kan I tåle flere Hug, siden I stadig falder fra? Kun Sår er Hovedet, sygt hele Hjertet; |
6. | fra Fodsål til isse er intet helt kun Flænger, Strimer og friske Sår; de er ej trykket ud, ej heller forbundet og ikke lindret med Olie. |
7. | Eders Land er øde, eders Byer brændt, fremmede æder eders Jord for eders Øjne så øde som ved Sodomas Undergang. |
8. | Zions Datter er levnet som en Hytte i en Vingård, et Vagtskur i en Græskarmark en omringet By. |
9. | Havde ikke Hærskarers HERRE levnet os en Rest, da var vi som Sodoma, ligned Gomorra. |
10. | Lån Øre til HERRENs Ord I Sodomadommere, lyt til vor Guds Åbenbaring, du Gomorrafolk! |
11. | Hvad skal jeg med alle eders Slagtofre? siger HERREN;jeg er mæt af Væderbrændofre, af Fedekalves Fedt, har ej Lyst til Blod af Okser og Lam og Bukke. |
12. | Når I kommer at stedes for mit Åsyn, hvo kræver da af jer, at min Forgård trampes ned? |
13. | Bring ej flere tomme Afgrødeofre, vederstyggelig Offerrøg er de mig! Nymånefest, Sabbat og festligt Stævne jeg afskyr Uret og festlig Samling. |
14. | Eders Nymånefester og Højtider hader min, Sjæl de er mig en Byrde, jeg er træt af at bære. |
15. | Breder I Hænderne ud, skjuler jeg Øjnene for jer. Hvor meget I så end beder, jeg hører det ikke. Eders Hænder er fulde af Blod; |
16. | tvæt jer, rens jer, bort med de onde Gerninger fra mine Øjne! Hør op med det onde, |
17. | lær det gode, læg Vind på, hvad Ret er; hjælp fortrykte, skaf faderløse Ret, før Enkens Sag! |
18. | Kom, lad os gå i Rette med hinanden, siger HERREN. Er eders Synder som Skarlagen, de skal blive hvide som Sne; er de end røde som Purpur, de skal dog blive som Uld. |
19. | Lyder I villigt, skal I æde Landets Goder; |
20. | står I genstridigt imod, skal I ædes af Sværd. Thi HERRENs Mund har talt. |
21. | At den skulde ende som Skøge, den trofaste By, Zion, så fuld af Ret, Retfærdigheds Hjem, men nu er der Mordere. |
22. | Dit Sølv er blevet til Slagger, din Vin er spædet med Vand. |
23. | Tøjlesløse er dine Førere, Venner med Tyve; Gaver elsker de alle, jager efter Stikpenge, skaffer ej faderløse Ret og tager sig ikke af Enkens Sag. |
24. | Derfor lyder det fra Herren, Hærskarers HERRE, Israels Vældige: "Min Gengælds Ve over Avindsmænd, min Hævn over Fjender! |
25. | Jeg vender min Hånd imod dig, renser ud dine Slagger i Ovnen og udskiller alt dit Bly. |
26. | Jeg giver dig Dommere som fordum, Rådsherrer som før; så kaldes du Retfærdigheds By, den trofaste Stad. |
27. | Zion genløses ved Ret, de omvendte der ved Retfærd. |
28. | Men Overtrædere og Syndere knuses til Hobe; hvo HERREN svigter, forgår. |
29. | Thi Skam vil I få af de Ege, I elsker, Skuffelse af Lundene, I sætter så højt; |
30. | thi I bliver som en Eg med visnende Løv, som en Lund, hvor der ikke er Vand. |
31. | Den stærke bliver til Blår, hans Værk til en Gnist; begge brænder med hinanden, og ingen slukker. |
Isaiah (1/66) → |