← Hosea (7/14) → |
1. | Afsløret er Efraims Brøde, Samarias ondskab, thi Svig er, hvad de har for, og Tyve gør Indbrud, Ransmænd røver på Gaden. |
2. | De tænker ej på, at jeg husker al deres Ondskab. Nu står deres Gerninger om dem, de er for mit Åsyn. |
3. | Med ondt i Sinde glæder de Kongen, under sleske Lader Fyrster. |
4. | Horkarle er de alle. De ligner en gloende Ovn, som en Bager standser med at ilde, fra Æltning til Dejgen er syret. |
5. | De gør på Kongens Dag Fyrsterne syge af Rus. Spottere giver han Hånden, |
6. | thi lumskelig nærmed de sig. Hjertet er som en Ovn; deres Vrede sover om Natten, men brænder i Lue ved Gry. |
7. | Som Ovnen gløder de alle, deres Herskere æder de op; alle deres Konger falder, ej en af dem påkalder mig. |
8. | Efraim er iblandt Folkene, aflægs er han; Efraim er som en Kage, der ikke er vendt. |
9. | Fremmede tæred hans Kraft, han mærker det ej; hans Hår er også grånet, han mærker det ej. |
10. | Mod Israel vidner dets Hovmod; de vendte ej om til HERREN deres Gud og søgte ham ikke trods alt. |
11. | Efraim er som en Due, tankeløs, dum; de kalder Ægypten til Hjælp og vandrer til Assur. |
12. | Men medens de vandrer, kaster jeg Nettet over dem, bringer dem ned som Himlens Fugle og revser dem for deres Ondskab. |
13. | Ve dem, fordi de veg fra mig, Død over dem for deres Frafald! Og jeg skulde genløse dem, endskønt de lyver imod mig! |
14. | De råber ej til mig af Hjertet, når de jamrer på Lejet, sårer sig for Korn og Most og er genstridige mod mig. |
15. | Jeg gav deres Arme Styrke, men ondt har de for imod mig. |
16. | De vender sig, dog ej opad, de er som en slappet Bue. Deres Fyrster skal falde for Sværd ved deres Tunges Frækhed. Det spottes de for i Ægypten. |
← Hosea (7/14) → |