| ← Hosea (11/14) → |
| 1. | Jeg fik Israel kær i hans Ungdom, fra Ægypten kaldte jeg min søn |
| 2. | Jo mer jeg kaldte dem, des mere fjerned de sig fra mig; de ofrer til Baalerne, tænder for Billederne Offerild, |
| 3. | Jeg lærte dog Efraim at gå og tog ham på Armen; de vidste ej, det var mig, der lægte dem. |
| 4. | Jeg drog dem med Menneskesnore, med Kærligheds Reb; jeg var dem som den, der løfter et Åg over Kæben, jeg bøjed mig ned til ham og rakte ham Føde. |
| 5. | Han skal til Ægypten igen, have Assur til Konge, thi omvende sig vil de ikke. |
| 6. | Sværdet skal rase i hans Byer, fortære hans Slåer og hærge i hans Fæstninger. |
| 7. | Mit Folk, det hælder til Frafald fra mig, og råber man til det: "Op, op!" står ingen op. |
| 8. | Hvor kan jeg ofre dig, Efraim, lade dig, Israel, fare, ofre dig ligesom Adma, gøre dig, som Zebojim? Mit Hjerte vender sig i mig, al min Medynk er vakt. |
| 9. | Jeg fuldbyrder ikke min Harmglød, gør ej Efraim til intet igen. Thi Gud er jeg, ikke et Menneske, hellig udi din Midte, med Vredesglød kommer jeg ikke. |
| 10. | HERREN skal de holde sig til, han brøler som Løven, ja brøler, og bævende kommer Sønner fra Havet, |
| 11. | bævende som Fugle fra Ægypten, som Duer fra Assurs Land; jeg fører dem hjem til deres Huse lyder det fra HERREN. |
| 12. | Efraim omgiver mig med løgn, hus med svig, Juda kender ej Gud med Skøger slår han sig sammen. |
| ← Hosea (11/14) → |