← Ecclesiastes (10/12) → |
1. | Døde Fluer gør Salveblanderens Olie stinkende, lidt Dårskab ødelægger Visdommens Værd. |
2. | Den vise har sin Forstand tilhøjre, Tåben har sin til venstre, |
3. | Hvor Dåren end færdes, svigter hans Forstand, og han røber for alle, at han er en Dåre. |
4. | Når en Herskers Vrede rejser sig mod dig, forlad ikke derfor din Plads; thi Sagtmodighed hindrer store Synder. |
5. | Der er et Onde, jeg så under Solen; det ser ud som et Misgreb af ham, som har Magten: |
6. | Dårskab sættes i Højsædet, nederst sidder de rige. |
7. | Trælle så jeg højt til Hest og Høvdinger til Fods som Trælle. |
8. | Den, som graver en Grav, falder selv deri; den, som nedbryder en Mur, ham bider en Slange; |
9. | den, som bryder Sten, kan såre sig på dem; den, som kløver Træ, er i Fare. |
10. | Når Øksen er sløv og dens Æg ej hvæsses, må Kraft lægges i; men den dygtiges Fortrin er Visdom. |
11. | Bider en Slange, før den besværges, har Besværgeren ingen Gavn af sin Kunst. |
12. | Ord fra Vismands Mund vinder Yndest, en Dåres Læber bringer ham Våde; |
13. | hans Tale begynder med Dårskab og ender med den værste Galskab. |
14. | Tåben bruger mange Ord. Ej ved Mennesket, hvad der skal ske; hvad der efter hans Død skal ske, hvo siger ham det? |
15. | Dårens Flid gør ham træt, thi end ikke til Bys ved han Vej. |
16. | Ve dig, du Land, hvis Konge er en Dreng og hvis Fyrster holder Gilde ved Gry. |
17. | Held dig; du Land, hvis Konge er ædelbåren, hvis Fyrster holder Gilde til sømmelig Tid som Mænd og ikke som drankere. |
18. | Ved Ladhed synker Bjælkelaget; når Hænderne slappes, drypper det i Huset. |
19. | Til Morskab holder man Gæstebud, og Vin gør de levende glade; men Penge skaffer alt til Veje. |
20. | End ikke i din Tanke må du bande en Konge, end ikke i dit Sovekammer en, som er rig; thi Himlens Fugle kan udsprede Ordet, de vingede røbe, hvad du siger. |
← Ecclesiastes (10/12) → |