←  Acts (19/28)  →
1. Men det skete, medens Apollos var i Korinth, at Paulus efter at være dragen igennem de højereliggende Landsdele kom ned til Efesus
2. og fandt nogle Disciple, og han sagde til dem: "Fik I den Helligånd, da I bleve troende?" Men de sagde til ham: "Vi have ikke engang hørt, at der er en Helligånd."
3. Og han sagde: "Hvortil bleve I da døbte?" Men de sagde: "Til Johannes's Dåb."
4. Da sagde Paulus: "Johannes døbte med Omvendelses-Dåb, idet han sagde til Folket, at de skulde tro på den, som kom efter ham, det er på Jesus."
5. Men da de hørte dette, lode de sig døbe til den Herres Jesu Navn.
6. Og da Paulus lagde Hænderne på dem, kom den Helligånd over dem, og de talte i Tunger og profeterede.
7. Men de vare i det hele omtrent tolv Mand.
8. Og han gik ind i Synagogen og vidnede frimodigt i tre Måneder, idet han holdt Samtaler og overbeviste om det, som hører til Guds Rige.
9. Men da nogle forhærdede sig og strede imod og over for Mængden talte ilde om Vejen, forlod han dem og skilte Disciplene fra dem og holdt daglig Samtaler i Tyrannus's Skole.
10. Men dette varede i to År, så at alle, som boede i Asien, både Jøder og Grækere, hørte Herrens Ord.
11. Og Gud gjorde usædvanlige kraftige Gerninger ved Paulus's Hænder,
12. så at man endog bragte Tørklæder og Bælter fra hans Legeme til de syge, og Sygdommene vege fra dem, og de onde Ånder fore ud.
13. Men også nogle af de omløbende jødiske Besværgere forsøgte at nævne den Herres Jesu Navn over dem, som havde de onde Ånder, idet de sagde: "Jeg besværger eder ved den Jesus, som Paulus prædiker."
14. Men de, som gjorde dette, vare syv Sønner af Skeuas, en jødisk Ypperstepræst,
15. Men den onde Ånd svarede og sagde til dem: "Jesus kender jeg, og om Paulus ved jeg; men I, hvem ere I?"
16. Og det Menneske, i hvem den onde Ånd var, sprang ind på dem og overmandede dem begge og fik sådan Magt over dem, at de flygtede nøgne og sårede ud af Huset.
17. Men dette blev vitterligt for alle dem, som boede i Efesus, både Jøder og Grækere; og der faldt en Frygt over dem alle, og den Herres Jesu Navn blev ophøjet,
18. og mange af dem, som vare blevne troende, kom og bekendte og fortalte om deres Gerninger.
19. Men mange af dem, som havde drevet Trolddom, bare deres Bøger sammen og opbrændte dem for alles Øjne; og man beregnede deres Værdi og fandt dem halvtredsindstyve Tusinde Sølvpenge værd.
20. Så kraftigt voksede Herrens Ord og fik Magt.
21. Men da dette var fuldbragt, satte Paulus sig for i Ånden, at han vilde rejse igennem Makedonien og Akaja og så drage til Jerusalem, og han sagde: "Efter at jeg har været der, bør jeg også se Rom."
22. Og han sendte to af dem, som gik ham til Hånde, Timotheus og Erastus, til Makedonien; men selv blev han nogen Tid i Asien.
23. Men på den Tid opstod der et ikke lidet Oprør i Anledning af Vejen.
24. Thi en Sølvsmed ved Navn Demetrius gjorde Artemistempler af Sølv og skaffede Kunstnerne ikke ringe Fortjeneste.
25. Disse samlede han tillige med de med sådanne Ting sysselsatte Arbejdere og sagde: "I Mænd! I vide, at vi have vort Udkomme af dette Arbejde.
26. Og I se og høre, at ikke alene i Efesus, men næsten i hele Asien har denne Paulus ved sin Overtalelse vildledt en stor Mængde, idet han siger, at de ikke ere Guder, de, som gøres med Hænder.
27. Men der er ikke alene Fare for, at denne vor Håndtering skal komme i Foragt, men også for, at den store Gudinde Artemis's Helligdom skal blive agtet for intet, og at den Gudindes Majestæt, hvem hele Asien og Jorderige dyrker, skal blive krænket."
28. Men da de hørte dette, bleve de fulde af Vrede og råbte og sagde: "Stor er Efesiernes Artemis!"
29. Og Byen kom i fuldt Oprør, og de stormede endrægtigt til Teatret og reve Makedonierne Hajus og Aristarkus, Paulus's Rejsefæller, med sig.
30. Men da Paulus vilde gå ind iblandt Folkemængden, tilstedte Disciplene ham det ikke.
31. Men også nogle af Asiarkerne, som vare hans Venner, sendte Bud til ham og formanede ham til ikke at vove sig hen til Teatret.
32. Da skrege nogle eet, andre et andet; thi Forsamlingen var i Forvirring, og de fleste vidste ikke, af hvad Årsag de vare komne sammen.
33. Men de trak Aleksander, hvem Jøderne skøde frem, ud af Skaren; men Aleksander slog til Lyd med Hånden og vilde holde en Forsvarstale til Folket.
34. Men da de fik at vide, at han var en Jøde, råbte de alle med een Røst i omtrent to Timer: "Stor er Efesiernes Artemis!"
35. Men Byskriveren fik Skaren beroliget og sagde: "I Mænd i Efesus! hvilket Menneske er der vel, som ikke ved, at Efesiernes By er Tempelværge for den store Artemis og det himmelfaldne Billede?
36. Når altså dette er uimodsigeligt, bør I være rolige og ikke foretage eder noget fremfusende.
37. Thi I have ført disse Mænd hid, som hverken er Tempelranere eller bespotte eders Gudinde.
38. Dersom nu Demetrius og hans Kunstnere have Klage imod nogen, da holdes der Tingdage, og der er Statholdere; lad dem kalde hinanden for Retten!
39. Men have I noget Forlangende om andre Sager, så vil det blive afgjort i den lovlige Forsamling.
40. Vi stå jo endog i Fare for at anklages for Oprør for, hvad der i Dag er sket, da der ingen Årsag er dertil; herfor, for dette Opløb, ville vi ikke kunne gøre regnskab."
41. Og da han havde sagt dette, lod han Forsamlingen fare.
←  Acts (19/28)  →