← 2Samuel (22/24) → |
1. | David sang HERREN denne Sang, dengang HERREN havde frelst ham af alle hans Fjenders og af Sauls Hånd. |
2. | Han sang: "HERRE, min Klippe, min Borg, min Befrier, |
3. | min Gud, mit Bjerg, hvortil jeg tyr, mit Skjold, mit Frelseshorn, mit Værn, min Tilflugt, min Frelser, som frelser mig fra Vold! |
4. | Jeg påkalder HERREN, den Højlovede, og frelses fra mine Fjender. |
5. | Dødens Brændinger omsluttede mig, Ødelæggelsens Strømme forfærdede mig, |
6. | Dødsrigets Reb omspændte mig, Dødens Snarer faldt over mig; |
7. | i min Vånde påkaldte jeg HERREN og råbte til min Gud. Han hørte min Røst fra sin Helligdom, mit Råb fandt ind til hans Ører! |
8. | Da rystede Jorden og skjalv, Himlens Grundvolde bæved og rysted, thi hans Vrede blussede op. |
9. | Røg for ud af hans Næse, fortærende Ild af hans Mund, Gløder gnistrede fra ham. |
10. | Han sænkede Himlen, steg ned med Skymulm under sine Fødder; |
11. | båret af Keruber fløj han, svæved på Vindens Vinger; |
12. | han omgav sig med Mulm som en Bolig, mørke Vandmasser, vandfyldte Skyer. |
13. | Fra Glansen foran ham for der Hagl og Ildgløder ud. |
14. | HERREN tordned fra Himlen, den Højeste lod høre sin Røst; |
15. | han udslynged Pile, adsplittede dem, lod Lynene funkle og skræmmede dem. |
16. | Havets Bund kom til Syne, Jordens Grundvolde blottedes ved HERRENs Trusel, for hans Vredes Pust. |
17. | Han udrakte Hånden fra det høje og greb mig, drog mig op af de vældige Vande, |
18. | frelste mig fra mine mægtige Fjender, fra mine Avindsmænd; de var mig for stærke. |
19. | På min Ulykkes Dag faldt de over mig, men HERREN blev mig et Værn. |
20. | Han førte mig ud i åbent Land, han frelste mig, thi han havde Behag i mig. |
21. | HERREN gengældte mig efter min Retfærd, lønned mig efter mine Hænders Uskyld; |
22. | thi jeg holdt mig til HERRENs Veje, svigted i Gudløshed ikke min Gud; |
23. | hans Bud stod mig alle for Øje, jeg veg ikke fra hans Love. |
24. | Ustraffelig var jeg for ham og vogtede mig for Brøde. |
25. | HERREN lønned mig efter min Retfærd, mine Hænders Uskyld, som var ham for Øje! |
26. | Du viser dig from mod den fromme, retsindig mod den retsindige, |
27. | du viser dig ren mod den rene og vrang mod den svigefulde. |
28. | De arme giver du Frelse, hovmodiges Øjne Skam! |
29. | Ja, du er min Lampe, HERRE! HERREN opklarer mit Mørke. |
30. | Thi ved din Hjælp søndrer jeg Mure, ved min Guds Hjælp springer jeg over Volde. |
31. | Fuldkommen er Guds Vej, lutret er HERRENs Ord. Han er et Skjold for alle, der sætter deres Lid til ham. |
32. | Ja, hvem er Gud uden HERREN, hvem er en Klippe uden vor Gud, |
33. | den Gud, der omgjorded mig med Kraft, jævnede Vejen for mig, |
34. | gjorde mine Fødder som Hindens og gav mig Fodfæste på Højne, |
35. | oplærte min Hånd til Krig, så mine Arme spændte Kobberbuen? |
36. | Du gav mig din Frelses Skjold, din Nedladelse gjorde mig stor; |
37. | du skaffede Plads for mine Skridt, mine Ankler vaklede ikke. |
38. | Jeg jog mine Fjender, indhentede dem, vendte først om, da de var gjort til intet, |
39. | slog dem ned, så de ej kunde rejse sig, men lå faldne under min Fod. |
40. | Du omgjorded mig med Kraft til Kampen, mine Modstandere tvang du i Knæ for mig; |
41. | du slog mine Fjender på Flugt mine Avindsmænd ryddede jeg af Vejen. |
42. | De råbte, men ingen hjalp, til HERREN, han svared dem ikke. |
43. | Jeg knuste dem som Jordens Støv, som Gadeskarn tramped jeg på dem. |
44. | Du friede mig af Folkekampe, du satte mig til Folkeslags Høvding; nu tjener mig ukendte Folk; |
45. | Udlandets Sønner kryber for mig; blot de hører om mig, lyder de mig: |
46. | Udlandets Sønner vansmægter, kommer skælvende frem af deres Skjul. |
47. | HERREN lever, højlovet min Klippe, ophøjet være min Frelses Gud, |
48. | den Gud, som giver mig Hævn, lægger Folkeslag under min Fod |
49. | og frier mig fra mine Fjender! Du ophøjer mig over mine Modstandere, fra Voldsmænd frelser du mig. |
50. | HERRE, derfor priser jeg dig blandt Folkene og lovsynger dit Navn, |
51. | du, som kraftig hjælper din Konge og viser din Salvede Miskundhed. David og hans Æt evindelig. |
← 2Samuel (22/24) → |