←  2Corinthians (11/13)  →
1. Gid I vilde finde eder i en Smule Dårskab af mig! Dog, I gør det Jo nok.
2. Thi jeg er nidkær for eder med Guds Nidkærhed; jeg har jo trolovet eder med een Mand for at fremstille en ren Jomfru for Kristus.
3. Men jeg frygter for, at ligesom Slangen bedrog Eva ved sin Træskhed, således skulle eders Tanker fordærves og miste det oprigtige Sindelag over for Kristus.
4. Thi dersom nogen kommer og prædiker en anden Jesus, som vi ikke prædikede, eller I få en anderledes Ånd, som I ikke fik, eller et anderledes Evangelium, som I ikke modtoge, da vilde I kønt finde eder deri.
5. Thi jeg mener ikke at stå tilbage i noget for de såre store Apostle.
6. Er jeg end ulærd i Tale, så er jeg det dog ikke i Kundskab; tværtimod på enhver Måde have vi lagt den for Dagen for eder i alle Stykker.
7. Eller gjorde jeg Synd i at fornedre mig selv, for at I skulde ophøjes, idet jeg forkyndte eder Guds Evangelium for intet?
8. Andre Menigheder plyndrede jeg, idet jeg tog Sold af dem for at tjene eder, og medens jeg var nærværende hos eder og kom i Trang, faldt jeg ingen til Byrde;
9. thi min Trang afhjalp Brødrene, da de kom fra Makedonien, og i alt har jeg holdt og vil jeg holde mig uden Tynge for eder.
10. Så vist som Kristi Sandhed er i mig, skal denne Ros ikke fratages mig i Akajas Egne.
11. Hvorfor? mon fordi jeg ikke elsker eder? Gud ved det.
12. Men hvad jeg gør, det vil jeg fremdeles gøre, for at jeg kan afskære dem Lejligheden, som søge en Lejlighed, til at findes os lige i det, hvoraf de rose sig.
13. Thi sådanne ere falske Apostle, svigefulde Arbejdere, som påtage sig Skikkelse af Kristi Apostle.
14. Og det er intet Under; thi Satan selv påtager sig Skikkelse af en Lysets Engel.
15. Derfor er det ikke noget stort, om også hans Tjenere påtage sig Skikkelse som Retfærdigheds Tjenere; men deres Ende skal være efter deres Gerninger.
16. Atter siger jeg: Ingen må agte mig for en Dåre; men hvis så skal være, så tåler mig endog som en Dåre, for at også jeg kan rose mig en Smule.
17. Hvad jeg nu taler, taler jeg ikke efter Herrens Sind, men som i Dårskab, idet jeg så tillidsfuldt roser mig.
18. Efterdi mange rose sig med Hensyn til Kødet, vil også jeg rose mig.
19. Gerne finde I eder jo i Dårerne, efterdi I ere kloge.
20. I finde eder jo i, om nogen gør eder til Trælle, om nogen æder eder op, om nogen tager til sig, om nogen ophøjer sig, om nogen slår eder i Ansigtet.
21. Med Skamfuldhed siger jeg det, efterdi vi have været svage; men hvad end nogen trodser på (jeg taler i Dårskab), derpå trodser også jeg.
22. Ere de Hebræere? Jeg også. Ere de Israeliter? Jeg også. Ere de Abrahams Sæd? Jeg også.
23. Ere de Kristi Tjenere? Jeg taler i Vanvid: jeg er det mere. Jeg har lidt langt flere Besværligheder, fået langt flere Slag, været hyppigt i Fængsel, ofte i Dødsfare.
24. Af Jøder har jeg fem Gange fået fyrretyve Slag mindre end eet.
25. Tre Gange er jeg bleven pisket, een Gang stenet, tre Gange har jeg lidt Skibbrud, et Døgn har jeg tilbragt på Dybet;
26. ofte på Rejser, i Farer fra Floder, i Farer iblandt Røvere, i Farer fra mit Folk, i Farer fra Hedninger, i Farer i By, i Farer i Ørken, i Farer på Havet, i Farer iblandt falske Brødre;
27. i Møje og Anstrengelse, ofte i Nattevågen, i Hunger og Tørst, ofte i Faste, i Kulde og Nøgenhed;
28. foruden hvad der kommer til, mit daglige Overløb, Bekymringen for alle Menighederne.
29. Hvem er skrøbelig, uden at også jeg er det? hvem bliver forarget, uden at det brænder i mig?
30. Dersom jeg skal rose mig, da vil jeg rose mig af min Magtesløshed.
31. Gud og den Herres Jesu Fader, som er højlovet i Evighed, ved, at jeg ikke lyver.
32. I Damaskus holdt Kong Aretas's Statholder Damaskenernes Stad bevogtet for at gribe mig;
33. men jeg blev igennem en Luge firet ned over Muren i en Kurv og undflyede af hans Hænder.
←  2Corinthians (11/13)  →