| ← Psalms (58/150) → |
| 1. | (Til sangmesteren. Al-tasjhet. Af David. En miktam.) Er det virkelig Ret, I taler, I Guder, dømmer I Menneskenes Børn retfærdigt? |
| 2. | Nej, alle øver I Uret på Jord, eders Hænder udvejer Vold. |
| 3. | Fra Moders Liv vanslægted de gudløse, fra Moders Skød for Løgnerne vild. |
| 4. | Gift har de i sig som Slangen, den stumme Øgle, der døver sit Øre |
| 5. | og ikke vil høre på Tæmmerens Røst, på den kyndige Slangebesværger. |
| 6. | Gud, bryd Tænderne i deres Mund, Ungløvernes Kindtænder knuse du, HERRE; |
| 7. | lad dem svinde som Vand, der synker, visne som nedtrampet Græs. |
| 8. | Lad dem blive som Sneglen, opløst i Slim som et ufuldbårent Foster, der aldrig så Sol. |
| 9. | Før eders Gryder mærker til Tjørnen, ja, midt i deres Livskraft river han dem bort i sin Vrede |
| 10. | Den retfærdige glæder sig, når han ser Hævn, hans Fødder skal vade i gudløses Blod; |
| 11. | Og Folk skal sige: "Den retfærdige får dog sin Løn, der er dog Guder, som dømmer på Jord!" |
| ← Psalms (58/150) → |